Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

8 vidt, at han antog de store Oceandybders Bund for dæk- ket af evig Is, ligesom de højeste Bjerges Toppe dæk- kes af evig Sne. Mærkelig nok: omtrent samtidig med, at denne radi- kale Livsfornægtelse fremsattes, hændte det, at Livet paa Dybhavets Bund skulde sende Menneskene sin første Hilsen — og det endda fra selve Ishavet! I 1818 fandt John Boss nemlig i Baffinsbay, i Mudder, der var taget op fra ikke mindre end 2000 Meters Dybde, levende Slangestjerner. Med dette Fund aabnedes for saa vidt en ny Æra i Naturforskningens Historie, som det leverede det første Bevis for, at Troen paa Dødens Ro dernede paa Dyb- havets Bund jo ikke passer, og at Livet ogsaa dér rører sig saave] som andetsteds paa vor Klode. At „een Svale gør ingen Sommer" bekræftede sig imidlertid ogsaa for disse Slangestjerners Vedkommende. Man oversaa eller glemte snart dette ganske vist af- gørende, men enkeltstaaende Fund og vendte tilbage til den Anskuelse, at Livet i hurtig synkende Skala af- tager nedefter. En Autoritet paa Havforskningens Om- raade i det 19. Aarhundreds første Halvdel som Eng- lænderen Edward Forbes hævdede haardnakket, at Grænsen for Livets fuldstændige Ophør maa sættes til henved 600 Meters Dybde, — og Autoritetstroen sej- rede, som saa ofte før og siden. Omkring Aarhundredets Midte fremkom der imidlex’tid nye, ubedragelige Tegn paa, at Livet kan florere sær- deles kraftigt ogsaa under denne formodede „Livs- grænse." Det var de to berømte norske Videnskabsmænd Michael Sars og Georg Ossian Sars, Fader og Søn, der konstaterede delte paa over 800 Meters Dybde ud- for Norges Kyst; og omtrent samtidig fremdrog den