Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

18 svært at forklare sig. Som det fremgaar af de ofte mægtige Gribetænder og af Fig. 4 og 5, er Dybhavsfiskene iiogle vældige Røvere, og naar en af dem i blindt Raseri og umættelig Hunger forfølger en anden, kan det jo let hænde, at de begge kommer op over den Dybde, hvor- paa de er vant til at leve; det indre Modtryk bliver da større end det ydre Tryk og driver dem hjælpeløse Fig. 4. Dybhavsfisk, der har slugt en anden, meget større Fisk, som skimtes gennem den stærkt udvidede Bugs Hud. tilvejrs, indtil de omsider naar Overfladen som sprængte, bløde Masser. Nu er det imidlertid ikke saaledes at forstaa, at alle Dyr, der under Dybhavsforskninger hales op fra Bunden, altid er døde. Der er dem, hvis Væv er saa elastiske, eller ogsaa saa faste, at de ikke sprænges, — især hvis deres indre Krophulheder staar i aaben Forbindelse med Havet, saa at der er ligesom et System af Ventilappa- rater, hvorved Vandets og Dyrets gensidige Modtryk kan bringes i indbyrdes Harmoni. Næst efter det uhyre Tryk, hvorfor Dybhavsdyrene