Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

19 er udsatte, maa det fremhæves som en væsentlig Til- pasningsfaktor, at de lever i et evigt Mørke — i alt Fald de Former, der færdes paa de mere betydelige Dybder. Hvor langt Lysstraalerne kan trænge ned i Havet, er det ikke let at fastslaa nøjagtigt; men det er i hvert Fald kun forsvindende i Sammenligning med de umaa- delige Dybder paa halve og hele Mile og derover, man har loddet. Et godt Middel til at danne sig et Skøn over Lys- grænsen har man i de saakaldte Lukkenet, der for første Gang anvendtes paa den før nævnte tyske Valdivia-Eks- pedition, som i 1898-99 gennemkrydsede de hidtil mindst udforskede Dele af Atlanterhavet, det sydlige Ishav og det indiske Hav og vendte hjem med et overordentlig rigt Udbytte. Disse Net eller Poser, der bestaar af flere Lag fint Silkegaze — ofte udvendig beskyttet af et sværere Overtræksstof — er ved en sindrig Mekanisme konstrue- rede saaledes, at Ringen om Posens Munding kan lukkes eller aabnes efter Indstilling. Man firer dem altsaa luk- kede ned til den bestemte Dybde, hvis Dyreliv man vil undersøge, lader dem aabne sig dér og, naar Oplialin- gen begynder, atter lukke sig. Paa den Maade har man Garanti for, at de Organismer, der findes i Nettet, vir- kelig lever paa den bestemte Dybde, hvortil Apparatet var firet ned, og at der ikke — som ved de tidligere anvendte aabne Net — under Ophalingen trænger Or- ganismer ind fra højere Vandlag. Da det nu er en bekendt Sag, at grønne (bladgrønt- holdige) Planter ikke kan trives i Mørke, vil man ved at bestemme Dybdegrænsen for de i Havets øvre Vand- lag levende mikroskopiske Planter (Alger) tillige kunne danne sig et Skøn over, hvor dybt Sollyset trænger ned. 2*