Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

20 Som almindeligt Resultat har det da vist sig, at under 350 Meter finder man saa godt som ingen levende bladgrøntholdige Planter, men kun deres døde, ned- synkende Rester. Denne foi’holdsvis ubetydelige Dybde maa altsaa sættes som den omtrentlige Grænse for Sollysets Nedtrængen. Men iøvrig svinger Grænselinjen noget: I Polarhavene, hvor Sollyset er svagere og fal- der mere skraat, naar det ikke en Gang saa langt ned; i de tropiske Have, nær Ækvator derimod til omkring 400 Meter. Kunde det nu end tænkes, hvilket iøvrig ogsaa an- tages, at enkelte Lysstraaler — for svage til, at Blad- grøntet kan benytte dem, men muligvis stærke nok til at sprede en ganske svag Dæmring — trænger et Par Hundrede Meter længere ned, saa er det dog sikkert, at der paa de virkelig store Dybder maa herske et absolut og evigt Mørke. Dette Dybhavsmørke har bevirket en Række Om- dannelser af Synsorganerne, der forøvrig viser mange interessante Lighedspunkter med dem, vi kender fra Landjordens Huledyr, underjordiske Dyr og natligt levende Dyr. Omdannelsen gaar i to modsatte Retninger: enten som en Aftagen i Synsorganernes Udvikling, en tilbage- skridende Omdannelse, dei’ kan kulminere i fuldstændig Blindhed (ligesom hos visse Huledyr), eller — omvendt — som en abnorm stærk Udvidelse af Øjnene, som om disse under Tilpasningen fra Livet i højere Vandlag til Liv i de dybere Lag havde kæmpet en Kamp for at holde Skridt med Lysets Aftagen og begærlig indsuge ethvert nok saa sparsomt, svindende Skær. (Analogier til denne Udviklingsretning har vi jo velkendte Eks- empler paa i Uglei’nes og andre Natdyrs store Øjne med stærkt udvidede Pupiller.)