Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

21 Det er for Dybhavsdyrenes Vedkommende særlig blandt Krebsdyrene og blandt Fiskene, at vi finder slaaende Eksemplei' paa begge Udviklingsrækker; ja i visse Tilfælde kan man endog paapege Omdannelsen hos en og samme Art, saaledes at vi her ligefrem synes at liave Beviser for, at Dybhavsfaunaen ikke er op- rindelig, men nedstammer fra de øvre Vandlags, i Ly- set levende Dyr, — ganske paa samme Maade som de underjordiske Landdyr og Huledyrene naturligvis ned- stammer fra mindre tilbagetrukkent levende Former. Saaledes kan det anføres, at en Krabbeart (Ethusia granulata) har disse Dyrs sædvanlige stilkede Øjne, naar den lever paa lavt Vand, medens de Individer, man fisker op fra større Dybder, kun har Stilkene tilbage; deres Syn er gaaet tabt, og som Rester sidder paa Øjnenes Plads kun nogle kalkagtige Knopper eller vorte- formige Fremspring. En anden interessant Udviklingsrække danner en Gruppe af blinde, langhalede Krebs (Eryonider), som i vore Dage kun lever paa Oceanets største Dybder, men af hvis Forfædre man finder fortræffelig bevarede Eksemplarer i de for deres udmærkede Forsteninger berømte Skiferbrud ved den bayerske By Solenhofen. Hos de dér fundne Individer ei' Øjnene veludviklede, hvilket stemmer overens med, at de Havdyr fra en tidligere Jordperiodes (Juratidens) Liv, som de nævnte Skifere indeholder, aabenbart har levet paa lavt Vand. Senere er da disse Krebs gaaet dybere og dybere ned, og deres eneste nulevende Repræsentanter har omsider trukket sig tilbage til Verdenshavenes største Dybder — og liar fuldstændig mistet Øjnene. (Til Gengæld har en fin Pels af Følehaar udviklet sig paa Skjoldet og danner en Slags Erstatning for det tabte Syn.)