Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

22 Blandt Dybhavsfiskene kendes foreløbig kun faa fuldstændig blinde Former. I det hele maa det siges, at vi kender langt færre Eksempler paa Synsorganernes Aftagen og paa Blindhed blandt Dybhavsbeboerne end blandt de i Bjærghuler levende Dyr. Derimod er der mange Dybhavsdyr, der har usæd- vanlig store Øjne. Om disse end ikke kan sammenstilles med Hundens berømte Kæmpeøjne i „Fyrtøjet*, saa kan de dog være ret imponerende, sammenlignet med Størrelsen af de Dyr, der bærer dem. Særlig hos visse Krebs og hos mange Fisk i Dybhavet er de paa- faldende store. — — Det berørtes før, hvorledes man kunde for- klare sig den tilsyneladende modstridende Kendsgerning, at blinde og storøjede Dyr lever mellem hverandre, udsatte for de samme Lys- eller rettere: Mørkeforhold, — idet de store Øjne nemlig kunde være Resultatet af en Tilstræben hos de mod Dybet søgende Dyr efter at udnytte selv den mindste, svage Lysdæmring. Men hvorfor har Øjnene da holdt sig hos de i absolut Mørke levende Dybhavsdyr? Vi ser dog ellers overalt i Natu- ren, at Legemsdele, der er bievne unyttige, forkrøbles og sluttelig helt forsvinder eller omdannes. Hvorfor da store Øjne — og ogsaa normalt udviklede Øjne — hos Dyr, der gennem Tusinder og atter Tusinder af Slægt- led har levet i Oceandybets uigennemtrængelige Mørke? Ja, den mest nærliggende Forklaring fremgaar af, at da Dyrene sank saa dybt, at det himmelske Lys ikke længere kunde naa dem dernede i Afgrundsdybet, tændte de selv Lys og kunde saaledes endda vedblive at have nogen Brug for Øjne. Dybhavsdyrene blev selvlysende. Lysredskaberne hører til Havdyrenes interessanteste