Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

33 gav Bundaflejringerne, idet han opstillede følgende Grupper: 1. Kystaflejringer, eller „det blaa Dybhavsler.“ 2. Globigerin-Dynd eller „det hvide Dybhavsslam", („Kridtslam/) 3. Diatomé-Dynd. 4. Radiolarie-Dynd. 5. „Red clayu eller „det røde Dybhavsler.“ 1. Ky staflejringerne bærer for saa vidt deres Navn med Uret, som der herved förstaas Bundaflejringer helt ud til omtremt 1000 Meters Dybde, hvilket jo ofte vil sige mange Kilometer ud fra Kysten. Sammenlignet med Oceanernes Dybde og Udstrækning kan Benævnelsen imidlertid nok passe; — alt er jo relativt! I Dybhavs- Geologien tænkes der ikke paa de Sanddannelser o. 1., som opbygges inde ved Kysten, men kun paa det me- get fine Materiale, som Floder og Strøm fører med ud fra denne, og som først paa ret betydelige Dybder faar Ro til at bundfældes. Dette Materiale, der overvejende er sammensat af Fastlandets fineste Vejrsmuldringspro- dukter, delvis blandede med smaabitte Plante-, Skelet- og Skaldele fra Landets og Kystens Flora og Fauna, kan undertiden føres langt ud i Havet og aflejres som en undersøisk, bred Bræmme, en „Fastlandssokkel" eller et Kontinentalplateau. Et Eksempel herpaa har vi i de Masser af fint Ler — oprindelig Støv, — som Hoangho fører fra Østkinas frugtbare Løss-Egne ud i det Hav, der netop har faaet sit Navn efter Drivmaterialets Farve. (De fleste andre Steder er Bundlagets Farvetone dog blaalig, og Benævnelsen „blaat Dybbavs]er“ derfor træffende.) En Kæmpesirøm som Amazonfloden tilfører natur- Havets Erobring. 3