Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

38 Kalkskaller langsomt ned fra de højere Vandlag, hvori disse Dyr lever deres Liv, ladende sig drive rundt med Havstrømningerne; langsomt, ganske langsomt synker de tomme, lette Smaahuse — dybere og dybere, — indtil de omsider falder til Hvile paa Dybhavets Bund, hvor der ingen Strøm findes, hvor alt er Stilhed og Ro. Og snart dækkes de af andre, senere nedsunkne Smaa- huse; — Hus hober sig paa Hus, — og langsomt, men gennem Millioner af Aar bygger en uddød Verden sig op til mægtige Lag dernede paa Verdenshavets Bund. Det hele lyder som et Eventyr — og er dog den nøgne Virkelighed. 3. Diatomé-Dynd. Medens det særlig er i Atlanter- havet, at Dybder indtil 5000 Meter dækkes af Fora- miniferernes og Globigerinernes Kalkskaller, afløses disse i det indiske Hav, i Dele af Stillehavet og navnlig i Polarhavene af Kiselskaller af Diatoméer, mikroskopi- ske, encellede, ligeledes pelagisk levende Alger (Kisel- alger), der optager de i Havvandet opløste, frie Kisel- syredele og udskiller dem som et fint ciselleret Kisel Panser, — ligesom Foraminifererne optager den opløste kulsure Kalk og deraf former deres Kalkskaller. Diato- méernes Panser er ikke mindre sirligt i Struktur end Foraminiferernes. Det bestaar altid af to Halvdele, der slutter sammen som Bund og Laag i en Æske, men som iøvrig viser stor Formrigdom, mindende om Smaa- baade, Mønter, Stave o. m. a. Ogsaa Diatoméerne har, saa smaa de end er, ved deres massevise Optræden bidraget til Dannelsen af hele Jordlag, — ligesom de den Dag i Dag gør det paa Dybhavets Bund. Den saa- kaldte Moler i Feggeklit paa Mors og andre Steder ved Limfjorden bestaar af disse fine Algehylstere. 4. Radiolarie-Dynd. Paa meget store Havdybdei’ op-