Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

39 løses de nedsynkende Kalkdele af den med Dybden og det stigende Tryk tiltagende Kulsyremængde i Hav-, vandet. Paa saadanne Dybder er det derfor ikke mikro- skopiske Kalkskaller, men Kiselskaller, der udgør Bund- aflejringernes Hovedmasse. Denne kan, som vi har set, skyldes encellede Planter, Diatoméerne, men den kan ogsaa stamme fra encellede Dyr, nemlig de saakaldte Radiolarier eller „ Gitterdyrder ligesom Foramini- fererne hører til de encellede Urdyrs eller Protozoers mikroskopiske, men talløse Verden. — Talløs er denne Verden med Hensyn til Individmængde — men næsten lige saa talløs i Henseende til Arts- og Formrigdom. Som „Valdivia“-Ekspeditionens Chef, Prof. Chun siger: et eneste mikroskopisk Præparat af Radiolarie-Dynd fra c. 5250 Meters Dybde nær ved Kokosøerne i det indiske Ocean vilde give en Forsker rigeligt et Aars Arbejde med at tegne og beskrive de deri forekommende For- mer! ... Et Aars Arbejde i et enkelt mikroskopisk Præparat — hvilket uendeligt Spand af Tid og Forsk- ning rummer Verdenshavenes Radiolarie-Dynd da ikke! Alene i Stillehavet dækkes de udstrakte vestlige og midterste Dybder paa 4000—8000 Meter overvejende af Radiolarieskaller. — Er deres Formrigdom end uhyre — ét er fælles for dem alle: det fine Kiselskelets uovertrufne Elegance, hvorom Læseren bedst vil kunne danne sig et Begreb ved at gennemblade de pragtfulde Billedtavler i Haeckels grundlæggende Værk over Chal- lenger-Ekspeditionens Radiolarier. De mest typiske, men langtfra eneherskende Former er de net- eller kniplings- agtig gennembrudte, hule Gitterkugler — ofte flere uden- om hverandre som i de kinesiske udskaarne Elfenbenskug- ler, __ og fra Kuglens Indre udstraaler som Radier lange Kiselnaale, der dels virker som „Støttebjælker" for Ske-