Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

65 Hvad der for det første syntes mærkeligt ved vore Aal, var, at de optræder som to temmelig forskellige Typer, der af Fiskerne i Almindelighed regnedes for helt forskellige Slags — eller „Arter/ som Zoologen vilde kalde det, — nemlig de gule og de blanke Aal. Forskellen gaar videre end til Farverne: Betragter vi en Aal ved Forsommertid, er Øjnene smaa og opad- rettede, Snuden bred, Hovedet i det hele bredt udseende, fordi Kroppen er mager, og endelig er en gulligbrun Farvetone den fremherskende paa Dyrets Underside. Ser vi derimod et Parti større Aal ved Efteraarstider, vil vi mellem de sædvanlige „gule Aal“ af den nys be- skrevne Type finde nogle, hvis Bug og Sider har faaet en hvidlig, opadtil næsten sølvskinnende Glans; Øjnene er større og rettede ud til Siden, Snuden er spids, og Hovedet synes i det hele smalt, fordi Kroppen nu er trind og fed, fast at føle paa; endvidere er Brystfin- nerne bievne større og tilspidsede. Ogsaa i Levevis er de to Typer forskellige: De gule Aal kaldes af Fiskerne — blandt mange andre Navne — „Krogaal/ fordi de er graadige og derfor lader sig fange med Madding paa Krog, hvorimod Blankaalene kaldes „RuseaaP og „Gaardaal,“ fordi de tages i Ruser og „Aalegaarde/ — men derimod (i hvert Fald som Regel) ikke bider paa Krog. Endelig kaldes de „Vandreaal/ fordi de træffes i store Skarer vandrende gennem vore Farvande og langs vore Kyster. Dog derom siden. Allerede i Firsernes Begyndelse fremsatte den i Fiskeriforhold saa stærkt interesserede Overretsprokura- tor, Etatsraad Leth den Tanke, at disse to forskellige Typer hverken er adskilte Arler eller Varieteter, men at de simpelthen repræsenterer Aal i Vækstdragt (de gule Aal) og i Forplantningsdragt (Blankaalene), — at Havets Erobring. 5