Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

66 vi med andre Ord her staar overfor en Forandring i Udseende, svarende til kønsmodne Laks’ og Ørreders, naar Yngletiden nærmer sig. Leth støttede denne Teori paa Iagttagelser af talrige Overgangsformer af Aal, hos hvilke Farven hverken var udpræget gul eller blank, men plettet. Han havde imidlertid ikke Lejlighed til at kunne følge denne Omdannelse Skridt for Skridt hos det enkelte Individ — og derved til at levere et uom- stødeligt Bevis for sin Teoris Rigtighed. Denne gunstige Lejlighed tilbød sig for Dr. Petersen, der paa Biologisk Station holdt Aal gaaende i Hyttefad og konstaterede, at en saadan Forandring i Udseende finder Sted, og at gule og blanke Aal faktisk tilhører en og samme Art paa forskellige Alders- og Udviklings- trin. Forandringen gælder ogsaa de indre Organer, idet Blankaalenes Tarmkanal svinder ind, og Gattet lukkes, — hvilket harmonerer godt med, at de hører op at tage Føde til sig og ikke fanges paa Krog. Derimod er de blanke Aals Kønsorganer betydelig mere udvik- lede end de gule Aals. Disse er aabenbart endnu unge og befinder sig i Vækstperioden, medens Blankaalene er voksne Individer i Vandre- og Yngledragt. Deres lyse, metalliske Skær er en Farvetilpasning, der minder om Laksenes, naar disse fra de ferske Vande staar ud i rum Sø; deres store, kraftige, spidse Brystfinner og Legemets faste, fede Bygning viser dem vel udrustede til at taale en lang Rejses Strabadser, og de store Øjne endelig (Fig. 19) kan tyde paa en Langfart fra Ind- søernes, Aaernes og Kystens lave Vande ud paa Dybet. Men paa hvilket Dyb? — Herom vidste vi længe intet. Blankaalenes aarlige Massetræk fra Østersøen gennem vore Sunde og Bælter og fra vore Aaer ud gennem vore Fjorde og mod Nord gennem Kattegat forbi Frede-