Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

74 vægelige i Vandet — anstiller sig „døde“ — men ellers svømmer med bølgende Bevægelser af det sammen- trykte Legeme. Evnen til selvstændig Bevægelse er dog ringe, sammenlignet med de senere Glasaals; heri viser Aalelarven sig som et udpræget pelagisk Dyr. A1L som Undersøgelserne fortsattes ud paa Efteraaret, fandt Dr. Schmidt hele Rækken af Overgange og fast- slog saaledes i Naturen og under normale Forhold Aalens Forvandling som en ubestridelig Kendsgerning. Hvad der endnu mangler Oplysning om, er da kun de allerførste Trin i Aaleyngelens Udvikling fra Æg til de kendte Larver — samt Blankaalens Skæbne efter Æg- lægningen derude i Dybet paa Steder, hvor Temperatur, Saltholdighed og Tryk opfylder de Krav, Aalen stiller for sin Æglægning. Sandsynligvis dør den kort efter; (dette er iagttaget hos dens Slægtning, Havaaleri). I hvert Fald vender Blankaalene aldrig mere tilbage fra Atlanterhavet til Indhavene, Kysterne og de ferske Vande, men sender deres Afkom — efter endt For- vandling til Glasaal — ind mod Land i utallige Skarer, der ligefrem fylder de nærmeste Kyster og Flodmun- dinger (f. Eks. Severns) i saa tætte Masser, at de kan øses op med Kætser og benyttes ikke blot som Men- neskeføde, — i Form af en Slags Sylte, der ristes, — men ogsaa som Svinefoder! — — To i praktisk og økonomisk Henseende meget betydningsfulde Konsekvenser følger af vort nuværende, paa disse Undersøgelser hvilende Kendskab til Aalens Livshistorie: For Blankaalenes Vedkommende véd vi med Vished, at der aldrig kan være Tale om ,, Over- fiskning “ i vore Farvande; — vi bør tværtimod tage hver og en, vi kan faa fat i; thi de, der smutter forbi os, gaar tabt for Landet, betyder et nationaløkonomisk