Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie

Forfatter: G. Forchhammer

År: 1842

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 472

UDK: 54 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000230

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 504 Forrige Næste
142 under Forhold, hvor Atmosphærens Ilt ikke kan have fri Til- gang dertil, hvorved de luft- og dampformige Stoffer, hvilke ere Forbindelser af Quælstof, Kul, Brint og Jlt, uddrives. Kul- let, som her bliver tilbage, har meget forskjellige Egenskaber efter det organiske Stof, hvoraf det er udskilt, og den Hede, hvorved det er forkullet. Naar man opvarmer Træ ved Oliens Kogepunct, forkulles det, og Kullet er bruunt; det tændes allerede ved en Temperatur under Rödglödheden. Naar Træet er forkullet ved Rödglödheden, saa tændes Kullet ved samme Temperatur; og Kul, der har været udsat for en Hvidglöd- hede, enten under Forkulningen, eller bag efter, tændes ikkun ved denne Temperatur. Med Kullenes Antændelsestemperatur staaer den Hedegrad, de ved Forbrændingen kunne frembringe, i nöie Sammenhæng. Stærkbrændte Kul frembringe en stærk, letbrændte Kul derimod ikkun en svag Varme. De indeholde hyppigen endnu en stor Mængde Brint og brænde med Flamme. Disse Forhold erc afhængige tildeels af Varmeledningen, men især af den ved Cohæsionsforholdene bestemte Indsug- ningsevne for Luft- og Damparter. Poröse Legemer have nem- lig den Egenskab at indsuge luftformige Stoffer, en Egenskab som Platina viser i meget höi Grad, og som vi benytte i det döbereinerske Fyrtöi. Da dette er en Virkning af Overfladen, saa gjelder i Almindelighed den Regel, at den tager til med Legemernes Porositæt. Kullet horer til de Legemer der ind- suge Luften og Vanddampe med stor Begjærlighed, men Kul- lenes Indsugningsevne er overordentlig forskjellig efter den Temperatur hvorfor de have været udsatte iforveien. Der gi-’ ves Kul, brændte ved en meget svag Rödglödhede, som ind- suge den atmosphær’.ske Luft med saa stor Begjædighed og fortætte den med en saadan Kraft, at de opvarmes og tændes derved. Disse selvantændelige Kul dannes især i Krudtfabri- kerne, hvor dot er af stor Vigtighed at faae Kul, der ere meget letantændelige. Jo höiere Varmen har været, hvorfor Kullene vare udsatte, desmere sintre de sammen, (lesmindre optage de altsaa ogsaa atmosphærisk Luft og Vanddampe ved Indsugning. — Af disse Forhold er Kullenes Virksomhed ved