Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie

Forfatter: G. Forchhammer

År: 1842

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 472

UDK: 54 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000230

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 504 Forrige Næste
7 Opvarmet til 75° brænder det med meget stor Varmeudvik- ling, men de 2 Phosphorilter, som saaledes dannes, ere for- skjelligen sammensatte og have forskjellige Egenskaber. Det Jern, som tænder sig ved Luftens almindelige temperatur, danner ved denne Forbrænding et ganske andet Jernilte end hiint, der fremgaaer af Jernets og Iltens Forening ved Uhr- fjedrens Forbrænding i Ilt. At den ved Forbrændingen frem- bragte Temperatur retter sig efter Iltens Tæthed, kan man let bevise ved et meget iøjnefaldende Forsøg. Krudt (som bekjendt en Sammensætning af Salpeter, Svovel og Kul) tændes i den atmosphæriske Luft ved en Temperatur af 259°, fordi Svovlet tændes ved denne Varme, og den ved dets Forbræn- ding frembragte Temperatur er tilstrækkelig til at tænde den anden brændbare Bestanddeel, nemlig Kullet. Lader man derimod Krudt under en Glasklokke, hvoraf man har udpompet I af Luften, falde paa et tykt Stykke Jern, som bar den angivne Temperatur, saa tændes Svovlet og brænder med blaa Flamme, men Krudtet forpuffer ikke, fordi den Varme, som Svovlets Forbrænding i den meget fortyndede Luft frem- bringer, er utilstrækkelig for at smelte Salpetret, og denne Smeltning er nodvendig for at frembringe Vexelvirkningen imellem dette Salt og Kullet. Iltens practiske Anvendelse ind- skrænker sig til enkelte Forbrændinger, hvor man vil frem- bringe meget hoic Varmegrader (S. 15); man har ledet en Iltström i en Viinaandnamme for derved at smelte Leerjordeu og paa denne Maade at frembringe konstige Rubiner med alle de Egenskaber, som disse Ædelstene, der ere reen Leerjord farvet med lidet Chromilte, have. Man opdager den frie Ilt, naar man i et Glas, som er fyldt med Luften, bringer en glödende Træspaan. Er Ud- luften nogenlunde reen, vil Splinten öieblikkeligen bryde ud i Flamme, og efter nogle Forsög vil man være istand til omtrent at skjönoe Iltens Reenhed. Srnaa Qvantiteter fri Ilt opdages bedst ved alfarvet Lakinustinctur (man fylder en Flaske med blaa Lakinustinctur, tilpropper den, vender den om. lader den henstaae i en Varme ai 18—20° C, og