Dansk Arbejde

113 Fattigvæsenet til Byrde, naar de er bievne saa gamle og udslidte, at Kræfterne ikke længere slaar til. Den Tanke at pensionere disse Veteraner har overalt været Genstand for indgaaende Undersøgelser, og i flere Lande har man søgt at realisere Forsørgelsesplaner. I Tyskland yder Arbejderne selv tvangsmæssigt opkrævede Bidrag, og Staten tilskyder Resten. Denne Ordning kræver et meget stort og kostbart Kontrolapparat, og de tyske Arbejderes Budget er i Forvejen stærkt bebyrdet gennem trykkende Skatter paa de vigtigste Livsfornødenheder. I England har man opgivet Tanken om tvungne Bidrag. Staten afholder Udgifterne. Men til Gen- gæld har man forsøgsvis sat Understøttelsesgrænsen ved 70-Aars-Alderen. I Danmark har vi etableret en paa forenet Stats- og Kommunehjælp baseret Alderdomsunderstøttelse uden at opkræve Bidrag fra Arbejderne selv. Men skønt de vigtigste Levnedsmidler hos os som i England er skatte- fri, har vi begaaet den Fejl at begynde Understøttelsen med 60-Aars-Alderen. Følgerne har hurtigt vist sig i et stærkt voksende Antal Trængende og en tilsvarende Forøgelse af Understøttelsesbeløbet. I 1892 meldte der sig 34,722 Ansø- gere. I 1902 var Antallet steget til 62,806 og i 1910 til ca. 77,000. Den samlede Udgift var i 1892 Kr. 2*/4 Mill., i 1902 Kr. 6 Mill, og i 1910 ca. Kr. 11 Mill. Tallene viser bedre end Argumenter Udviklingens Gang. Vi burde i Henhold til de Erfaringer, der nu foreligger, ændre Loven i den Ret- ning, at 65-Aars-Alderen for Fremtiden blev fastsat som Grænse. Ved at tilføje Loven en Bestemmelse om, at Kom- munerne i særlige Tilfælde kunde gaa under denne Grænse, vilde Forandringen møde mindre Modstand. Der er ingen Tvivl om, at Alderdomsunderstøttelsen i den Form, den har faaet i Danmark, har svækket Befolkningens Sparsommelig- hedssans og i mange Tilfælde løsnet Familjebaandet ved at slappe Børnenes Forsørgelsespligt overfor Forældrene. 8