Dansk Arbejde

217 Logikken har øjensynlig ikke været stærkt udviklet blandt Datidens Kræmmere. De klager over, at deres Antal er for stort og stadigt bliver større, skønt den ene efter den anden kreperer af Mangel paa Næring. Sæt, at Kræmmerne ikke kreperede. Man gruer som Kræmmer ved Tanken om de Konkurrenceforhold, der da »Gud bedre desværre« vilde udvikle sig. I 1714 blev Kræmmerne enige om at tilbyde Københavns Politimester en aarlig »Rekompensation«, mod at han til Gengæld skulde føre en strængere Kontrol med omløbende Sælgere og »Fuskere«, der handlede uden Bevilling. Skri- velsen til Politimester Ernst indeholdt bl. a. følgende forsig- tige Vendinger: »Hvorfor ydmygst ansøges høj ædle og velbaarne Hr. Justitsraad og Politimester Johan Bartram Ernst, han sig vores Kompagni som en Patron igen vilde an- tage, og, saa vidt højt bemeldte H. kgl. Majestæts allem. Privilegier og Befalinger tilholder, Kræmmerne main- tenere imod bemeldte Fuskere og omløbende Kvinder. Saadan hans mod Kræmmerne bevisende Godhed vi ikke alene Livs Tid vil berømme, men og skyldigst saavel hans som Betjentenes Assistens med en honorabel Dis- kretion aarligen vide at rekompensere« o. s. v. Politimesteren modtog med Tak dette »Ben«, men Øv- righeds-Moralen synes ikke at have staaet ret højt. Nogle Aar senere erklærede en Kone, der stod anklaget for uden Bevilling at have handlet med tønderske Kniplinger, at hun i over 20 Aar havde solgt sine Varer i en Del af Byens bedste Huse, deriblandt til Politimester Ernsts Hustru, til dennes Datters Bryllup og til selve Lavs-Oldermandens Hustru. Denne Kvinde med det fine Klientel slap »med en mindre Bøde«. I 1725 søgte en Jøde ved Navn Wallich om at optages i Lavet; i den Anledning ytrede Oldermanden: