Dansk Arbejde

303 ser tilbage paa et Livs Erfaring, føler man sig fristet til at tilraabe Mødrene: »Lær Eders Sønner aldrig at gøre Forsøg paa at eje en Kvinde imod hendes Ønske!« En Isblomst har sjælden bragt en Mand varig Lykke. Jo mere varm- blodig han selv er, des større bliver Skuffelsen. Og et lig- nende Raad burde Døtrene tage med ud i Livet. En Kvinde, der for at blive forsørget hengiver sig til en Mand, hun ikke elsker, bedrager ej alene ham, men ogsaa sig selv. I Enrum, naar ingen ser hende, forvandler hendes Diamanter sig til Glasperler og Taarer. Men er Kærligheden ægte og gensidig, skaber den den højeste Lykkefølelse, der i Livets skønneste Øjeblikke gennembæver Menneskehjærtet. Adam og Eva bør ikke beklages. Da de blev udstødte af Eden, tog de Paradiset med sig, saa sandt som al Verdens Her- lighed ikke opvejer en elsket Kvindes straalende Øjne, blus- sende Læber og bløde Arme. Med hende er man aldrig fattig. Uden hende er al Rigdom Glimmer. Hvor Børn forlader Hjemmet med et aabent Øje for Naturens Skøn- heder og Evnen til under alle Livets Forhold at se Verden, og hvad der rører sig i den, i Poesiens Skær, der kommer Kærligheden som Livets højeste Aabenbaring. Hele Tilvæ- relsen former sig som en vidunderlig dejlig Drøm i et Eventyrland, hvor Prinsen troner ved Prinsessens Side. Læg Mærke til de unge Par, der nu i Ferietiden Arm i Arm med Stjernehimlen hvælvet over sig vandrer sammen i de lyse Nætter og tilhvisker hinanden de evigt unge vaarvarme Trylleord: »Jeg elsker dig!« Og Onkler og Tanter, der med Rynker i Panden og Rust i Stemmen sukker og stønner over vore Dages Daarligdom og Nutidsungdommens ugude- lige Udskejelser, gør vel i med Nathuen trykket tættere ned om Ørene at snorke videre. Filosofien yder os atter her al øn- skelig Trøst. Solen vedbliver at skinne, selv om en Række af kedelige Regnvejrsdage midlertidig hindrer den glade Gubbe i at forgylde vort prægtige lille Land med sine