Opmaalingslære
til brug ved Landinspektørelevernes Undervisning i Landmaaling

_________ e1.'______ _________ _______________ _________________ Indledning. i. Jordens matematiske Overflade er den Flade, som gennemskærer samtlige Tyngderetninger normalt i Højde med Havets Middelniveau. Tænkte man sig, at Jorden bestod af en flydende Masse, og at ingen ydre Kræfter paavirkede den, saa vilde dens naturlige Overflade falde sammen med den matematiske. Denne har ved videnskabelige Maalinger, de saakaldte Grad- maalinger, vist sig tilnærmelsesvis at være en Omdrejnings- ellipsoide og benævnes Sfæroiden. Dens Omdrejningsakse kaldes Jordaksen, og dennes Endepunkter benævnes Polerne, Nord- og Sydpolen. Skæringslinjen mellem den matematiske Jordoverflade og en Plan, som indeholder Jordaksen, benævnes Meridian og er Sfæroidens frembringende Ellipse; efter de af den danske Gradmaaling foretagne Maalinger er dennes halve store Akse, a og halve lille Akse (Omdrejningsaksen), b\ a = 6377019 Meter, b = 6355762 Meter. Skæringslinjen mellem den matematiske Jordoverflade og en Plan vinkelret paa Jordaksen benævnes Parallel og er en Cirkel; den Parallel, hvis Plan staar vinkelret paa Midten af Jordaksen, benævnes Ækvator. Et Punkts Beliggenhed paa den matematiske Jordoverflade kan angives ved dets Brede og Længde. Den sfæroidiske Brede er den Vinkel, som Punktets Normal danner med Ækvators Plan. Den geografiske Længde er Vinklen mellem Punktets Meri- dianplan og en vilkaarlig valgt Udgangs-Meridianplan. 2. Ved en Opmaaling af en Del afjordens naturlige Over- flade projiceres dennes enkelte Punkter, Terrænpunkterne, paa den matematiske Jordoverflade, idet man gennem hvert Punkt fælder