Teknisk Statik
Første Del

§ 33. 152 (de høre til samme Fag). Det opnaar man ved altid at af- sætte de Størrelser M: Z, ved hvilke man finder Spændingerne i Diagonalerne, ad fra de ubelastede Knudepunkter-, i de Zimmer- mann’ske Kraftpolygoner, der levere Maximumsspændingerne i Diagonalerne, har man saa blot at tilføje en enkelt Linie (i Fig. 93, PI. 11, den O,) for at faa tegnet Kraftpolygonen for det ubelastede Knudepunkt, hvori Diagonal og Vertikal støde sammen. — Man kan benytte det samme Dragernet til at bestemme Maximumsspændingerne i Hoved og Fod, naar man afsætter de hertil svarende M: Å ud fra de belastede Knudepunkter. De Zimmermann’ske Kraftpolygoner for Hoved og Fod ville da falde i andre Vinkelrum end de for stængerne. d). Beregning. Man benytter de to almengyldige ler i § 29, nemlig for Diagonalerne (3t): 7ip Gitter- Fonn- [D]p ■ og for Vertikalerne (5): V =_____\n 1 ~i~ i, ^9 Uim lø + ]), Mm (, , . u \tyvm tg ,lm hvor (5a): [Vm]D== (11) (12a) Vm anvendes paa et Knudepunkt i . I Ligning (5a) i § 29 staar der endnu et Led, eftersom Formlen for (Hovedet (Foden J men da man her, hvor det gælder om at linde Maximums- spændingerne, maa anvende Formlen paa et ubelastet Knude- punkt, er Pm udeladt i (12a). Vm og [D] svare nemlig natur- ligvis til samme Stilling af Belastningen, og man maa derfor sørge for, at den Diagonalspænding, man benytter, bliver Maximum for samme Belastning som Vm. Betydningen af de brugte Betegnelser ses i Fig. 95 og 96, PI. 11. De i Formlerne indgaaende Momenter hidrøre dels fra den hvilende, dels fra den bevægelige Belastning, = Mgt m -{- MPi m , hvor: (13)