Uorganisk Kemi 1881

136 fugtige. For at faa dem hurtigt Udtørrede, anvender man nu ofte Kulsyre, som tilvejebringes ved Forbrænding af Kul og Kokes i aabne Ovne. Hærdningen sker ellers meget langsomt, og der hengaar mange Aar, fprend den killsure Kalk med Sand og Mnrsten har dannet en sammenhængende stenhaard Masse som den, der ses i ældgamle Mure. I Kalkmcelken, som man hvidter Mnrene med, hcerduer Kalken hurtigt og bliver derved et godt Beskyttelsesmiddel for Mu- rene, saalcenge de ikke stalle af ved Negn og Frost. Ved Tilberedningen af Mmkalken maa mærkes, at fed Kalk taaler mere Sand end mager, som indeholder Sand nok iforvejen, og at Sandet helst stal være skarpkantet Kvarts- sand, ikke Strandsand, som er afrundet ved Bølgeslaget og kan være blandet med Havvandets Salte af Klor, der med Kalken danner det vandsugende Klorkalcium, som stadig kan holde en Mnr fugtig. Cement er en sammenbrcendt Blanding af Kalk og Ler, der er glydet saa stærkt, at Kalkens Kulsyre og Lerets Vand er gaaet bort og derefter knust til Pnlver, som ikke kan lædskes, men hcerdner hurtigt ved at Udrøres med Vand (i gammel Tid forstod man ved Cement visse naturlige Slags brændt Ler, f. Ex. de allerede af Romerne anvendte rmlkanske Masser Puzzolane og Tras, som ved Blanding med Mmkalk bragte denne til at kunne hærdne Under Vand). I Naturen findes passende Blandinger af Kalk og Ler til Cement, f. Ex. Cementjord, en Slags Lermergel, der forekommer i Tyskland og England (paa en Ä i Them- sen, deraf Roman Cement) og Cementsten, der bl. a. findes paa Bornholm og ved Limfjorden. Den bedste Ce- ment brændes dog af kunstige Blandinger, saaledes af Kalk og Leret fra Themsen Port land-Cement, som indeholder 50—60 pCt. Kalk, 10—15 pCt. Lerjord og Jerntveilte, 20—25 pCt. Kiselsyre og nogle andre Stoffer i ringe Mængde. Ved Hærdningen optages Vand, idet Kiselsyre og Lerjord formodentlig forbinder sig med Kalken til et stenagtigt vandholdigt Dobbeltsilikat. Cement taaler ikke at