Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 85 bindeisen med Hans Gram1). Londemann kalder ham sin dyrebareste Ven, men hvor varmt Forholdet var fra Grams Side, skal lades usagt. Da Londemanns anden Hustru døde 1743, bad han Gram skrive et latinsk Universitetsprogram til hendes Minde, hvortil han selv vilde levere Materiale — en Skik, eller Uskik, som ikke var helt sjælden den Gang. Men Gram vilde ikke, skønt Londemann tryglede ham der- om. »Hvad gør man ikke for en gammel Ven«, skriver Londe- mann, »og for den samme at ære, fornøje, trøste i den dybeste Hjertesorrig? Jeg beder endnu med alle de Bønner, som bedes kan, at min dyrebareste Ven fatter en gunstig og for mig be- hagelig Slutning med at paatage sig dette lidet Arbejde selv«. Men til ingen Nytte, Londemann kunde ikke faa sin »uskat- terlige Ven« til det og maatte nøjes med Universitetets Se- cretarius, hvem den Art Hverv ordinært tilfaldt2). Det var forøvrigt Orientalisten J. C. Kali. At Programmet bar Rek- tors Navn, den ansete medicinske Professor Detharding, var blot en Formalitet. Skønt dette Universitetsprogram — hvoraf ovenfor er givet en Prøve — saaledes til Dels skyldes en fremmed Pen, skimter man Londemann selv bag den pane- gyriske Ligprædikenstil. Trods sin gejstlige Stand var Londemann en jordbunden Mand, der forstod at vende Tingene til egen Fordel. Om Biskop Bartholomæus Deichmann er sagt3), at han var en »bundverdslig« Prælat, om Londemann kunde med Føje siges noget lignende. Der findes et lille »Erindringsleksikon« fra det attende Aarhundrede, hvori en norskfødt Litterat har samlet korte Karakteristikker af sine samtidige. Londe- mann er der ogsaa — han faar skyldig Anerkendelse som »en fortræffelig latinsk Poet«, men derudover ved Forfat- teren intet godt at berette om ham, tvertimod, han karak- teriserer ham som en »avarus Evclio«4). Dette meget sigende Udtryk förstaas, naar man ved, at Evclio er Hovedperso-