Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 87 havde faaet Penge af Benzon til en ny Udgave af dennes Værk »Bibliotheca poetica«, medens Londemann hævdede, at han blot havde modtaget 50 Digteres samlede Værker som en »Amindelse« af gammelt Venskab og som et Veder- lag for at ordne Benzons Bogsamling efter hans Død1). Londe- mann vandt Sagen ved det jydske Landsting, men havde og- saa andet Udestaaende med denne sin »allerstørste Uven og Forfølgere i Verden«. Og da han skulde have Processerne for Højesteret, vilde den Advokat, han henvendte sig til, ikke have noget at bestille dermed2). Som Godsejer fik Londemann snart et daarligt Lov paa sig — det var galt med Nøragergaards Kirker, som han ikke holdt vedlige, han knappede Præsterne af i deres Ind- tægter, undlod at kalde Degn og lod Bøndergodset passe sig selv. Til Gaarden hørte fem Kirker, Stenild, Tisted, Du- rup og Grynderup i Gislum Herred, Feldingbjerg i Fjends Herred. I 1731, kort efter Gaardens Overtagelse, mindede Stiftsøvrigheden ham i al Sagtmodighed om hans Pligt til at gøre noget ved dem. I 1735 fôr man haardere frem, Amt- mand og Biskop lod ham vide, »med hvor stor crèvecoeur og Mishag« de havde erfaret, at han ikke havde holdt sine Løfter, og det undrede dem, »at Hr. Konsistorialraad saa ofte vil lade sig erindre om det, som Deres Samvittighed og Reputation foruden den Skyldighed, som herudi paa- lægges Dem, bedst burde minde Dem paa«3). I 1738, da der stadig ikke blev gjort noget ordentligt ved Kirkerne, kom der et stort Uvejr over Londemanns Hoved. Efter Biskoppens Udsagn var Forholdene nu saaledes, at Kirkerne stod »for Vild og Vove«, baade Mure og Tag var yderlig brøstfældige, Taarnene revnede og truede med at styrte ned; i en af Kir- kerne var Prædikestolen i den Tilstand, at Præsten maatte frygte for at falde ned, naar han besteg den. Da Degnen i Stenild ringede til Kyndelmisse, fik han et Stykke Tømmer