Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

88 STIFTERE OG TILBLIVELSE fra Klokkestolen i Hovedet og døde snart efter. Kort sagt, Londemanns jydske Kirker var ved at blive »et Spektakel for det hele Land«1)- Londemann forsøgte at undskylde sig. I lange, vidtsvæ- vende Skrivelser til Biskoppen skildrede den Bergens Lektor sine Viderværdigheder som jydsk Godsejer, hans Trængsler med uefterrettelige Fogder, der forsømte baade Gods og Kirker og ikke gjorde skyldigt Regnskab. Selv havde han i 1736 været i Jylland og givet »alvorligste Befaling« til at lade Feldingbjerg og Durup »fuldkommelig reparere«, 1735 havde han ladet Tisted og Grynderup »fra Roden af« »for- bygge med Træ, Sten og al anden Nødvendighed«, og Ste- nild havde han Aaret i Forvejen ladet »fuldfærdige« med stor Bekostning. Hans »Sorrig og Modgang« med dette jyd- ske Jordegods var langt større end han kunde skildre det, og han var aldeles forvisset om, at Biskoppen »som min oprigtige Velyndere tager Part i denne min store Genvor- dighed og den mig saa hart indskikkende mangfoldige Mod- gang og som en stor Guds Mand lader disse mine Fatali- teter gaa sig til Hjerte og Medynksomhed«. Biskoppen — det var Andreas Wøldike — var imidlertid ikke sindet at vise Medynk. Tvertimod — der gik snarest mulig en Klage til Kongen, og Højesteretsadvokat Andreas Lowson fik Ordre til at sekvestrere Londemanns jydske Gods og tiltale ham for Kirkernes uforsvarlige Tilstand. Bi- skoppen lagde ikke Fingrene imellem, han indskærpede Low- son, at der med Londemann, en gejstlig Mand, som burde være et Mønster for andre, maatte statueres et virknings- fuldt Eksempel. »Kunde Kirkerne repareres med Snak«, skrev han, »da var dertil god Forraad udi Londemanns Breve«. Hans Kirker var stadig elendige, i en jammerlig og skammelig Tilstand, de Reparationer, han talte saa meget om, bestod mere i Ord end i Gerning. Og Biskoppen bad