Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

90 STIFTERE OG TILBLIVELSE Fader. Han opnaaede ogsaa, at Fiskalsagen suspenderedes, og Kirkernes Istandsættelse blev udskudt til St. Hansdag Aaret efter1). Sagen blev saaledes ordnet i Mindelighed, og den hele Aktion løb ud i Sandet — netop som Testrup havde forudsagt og som man kunde vente, naar det gjaldt en Mand med Londemanns Forbindelser ved Hove. Det gode Forhold mellem Nøragergaards Herskab og Egnens verdslige og gejst- lige Øvrighed oprettedes atter, da Sønnen snart efter over- tog Gaarden. Han fik den ikke til Givende — han købte den paa lovformelig Vis, udstedte Panteobligation for sin Gæld og fik Skøde 24. Septbr. 17412). Forholdet til Børnene afgiver ogsaa mærkelige Bidrag til Londemanns Karakteristik. I sine Breve til dem overvælder han dem med ømme Ord, favner og kysser dem »Million Gange«, men er der Tale om Penge, stivner hans Hengiven- hed. Den Slags Tilfælde gør han af med Formaninger og gode Raad. De to ældste Døtre blev begge Enker inden Londemanns Død, og den ene, gift Ducher, kom i en van- skelig Stilling, da hun mistede Manden. Ægteparret havde en Gaard i Nordtyskland, og Boet var ikke gældfrit. En lille Tid levede hun i Bremen med sine Børn; her besøgte Broderen hende og hjalp sin Søster paa bedste Maade, men Faderen gjorde det for sin Part af med Snak — ligesom naar han reparerede Kirker3). Den anden Datter, gift Hoff, som i sin Tid havde ladet sig bortføre fra det fædrene Hus, fik efter sin Mands Død Bevilling til at sidde i uskiftet Bo. Det kunde den gamle Konsistorialraad lide; først naar hun ansaa Lejligheden for gunstig dertil, skulde hun skifte med sine Frænder. »Spejl du dig i mig selv«, var hans gode og velmente Raad4). Den yngste Datter, gift Kalnein, havde Van- skeligheder med at faa sin Udkaarne. Han var nemlig kun Løjtnant. Londemann mente, at den militære Stand var al Ære værd, men dens Omstændigheder var kun ringe. Hen-