Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

104 STIFTERE OG TILBLIVELSE ej kan faa Rosenhielm«? Hjelm og Skjold hører jo Adel til. Eller Rosenkrone? Børnene maa enes om det. Londemann mener jo nok, at »endskønt Rosenskiold er mest adelsk — synes og at have noget fornemme med sig, kunde dog Rosen- krone og være smukt«; men han forlanger bestemt, at Fa- milienavnet Londemann skal følge med1). Aaret gaar til Ende, og Sagen trækker stadig ud. Der løber flere og flere Udgifter paa, alle skal de have Sportler og Godtgørelser, fra Kancellibudene og opefter. Den gamle Titulærbiskop bliver urolig, det koster for meget, de Adels- patenter, han selv besørgede i Rostgaards Tid (nemlig Kiær- ulfernes), kom ikke fuldt paa 400 Rdr.; han paalægger Sviger- sønnen at betale strengt efter Taksten og ellers tinge, hvor tinges kan2). Endnu i Marts 1749 er man ikke naaet til Enig- hed om Navnet, men nu er Londemann klar over, at han vil hedde Rosenkrone, »som er det smukkeste« — nu skal det have en Ende3). Derved bliver det, og endelig kommer det længe ventede Nobilitationsbrev, der bærer Datoen 29. Ja- nuar, Kongens Fødselsdag. Biskoppen ophøjes i Adelstanden under Navnet Londemann af Rosencrone (med c) og til- lægges et Vaaben, som ved to vingede Heste og en Bisp, iklædt Hue og Stav, paa een Gang symboliserer Poeten og Prælaten; men Pegasus sidder i selve Skjoldet, Bispen er kun et vajende Hjelmtegn. Tilendebringelsen af denne vidtløftige Affære betød for Londemann Slutstenen i hans Stræben og Tragten. I en testamentarisk Disposition, der er rettet til hans fire myn- dige (»danske«) Børn og opsat 23. Maj 1749, kort efter at Adelsbrevet var kommet ham i Hænde, giver han bl. a. et Udsyn over sit Livsløb, for at de stedse kan have hans mærkelige Skæbne for Øje og vide, hvad de skylder ham. »At jeg er Eders Fader og I mine ægte Børn, som jeg har avlet i kristeligt .Ægteskab med Eders salig Fru Moder, er