Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

120 STIFTERE OG TILBLIVELSE crone, som var avanceret til Konferensraad, døde den 8. No- vember 1774 paa Gunderupgaard, og Marcus Gerhard arvede hans betydelige Jordegods1). I 1776 overtog Rosencrone sin sidste Gesandtpost, idet han fra Sachsen forflyttedes til Prøjsen; han havde selv ytret Ønske derom, og A. P. Bernstorff, der nu var Uden- rigsminister, havde føjet ham. Dog tilstod Bernstorff over- for Ditl. Reventlow, at han ikke helt havde været Herre over Valget. Der havde altsaa været andre Kræfter i Virk- somhed til Gunst for ham — hvilke, er det ikke vanskeligt at gætte. Men iøvrigt havde Bernstorff ikke noget imod at se Rosencrone sat paa denne Post, thi ligesom Onkelen be- tragtede han ham som en brugbar Mand; han har ikke noget stort Vingefang (il n’est rien moins qu’un aigle), ud- talte Bernstorff, men han mangler hverken Nidkærhed eller Flid2). Allerede i Februar Maaned var det afgjort, at Rosencrone skulde til Prøjsen, men først ud paa Efteraaret overtog han Embedet. Den 5. Juli 1776 rappelleredes han fra Dresden, midt i Septbr. var han installeret i Berlin3). De fire Aar, Rosencrone var knyttet til Berlinerhoffet, blev ogsaa rolige Aar og hans lykkeligste som Diplomat. Dansk Udenrigspoli- tik havde i disse Aar Ærinde andet Steds, dels i Forholdet til Rusland og Sverig, hvor det gjaldt om at holde Venskabet med Rusland vedlige til Værn mod Gustav III, der navnlig efter det holstenske Mageskifte saa med umilde Øjne paa den dansk-norske Stat, dels i Forholdet til England, hvis Optræden under den nordamerikanske Frihedskrig gjorde de neutrale Magters Stilling vanskelig. Reelt betød Prøjsen kun lidet i dansk Udenrigspolitik paa dette Tidspunkt, der- imod bestod et nært og venskabeligt Forhold mellem Hof- ferne i Berlin og København under Enkedronning Juliane Maries og Guldbergs Styre. Enkedronningen var Svigerinde