Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 121 til Frederik den Store, Rosencrone gennem sin Svigerfader nær knyttet til Hoffet og Guldberg — det var kun naturligt, at han havde en høj Stjerne ved det nært beslægtede prøjsiske Hof. Rosencrone var dertil en Mand af naturlig Elskvær- dighed, redelig og paalidelig i sin Færd og let at komme ud af det med — ikke udæskende i nogen Maade; ogsaa hans unge Hustru var en indtagende Dame, der stod højt i Dronningens Gunst og var nær knyttet til den ældste af de prøjsiske Prinsesser, Kongens purunge Broderdatter, som Juliane Marie nærede Planer om at faa Kronprins Frederik formælet med1). Forholdet til Frederik den Store og Dron- ning Elisabeth var det bedst mulige, og da Rosencrone blev hjemkaldt, udtalte Monarkerne sig i smigrende Udtryk; det var med Sorg, man mistede ham i Berlin, som Kongen skrev i et Privatbrev til sin Svigerinde2). I 1780, sent paa Aaret, blev han nemlig rappelleret. Bern- storff styrtedes i Novbr. paa Særtraktaten med England, og Rosencrone blev udset til at indtage hans Plads som Uden- rigsminister. Ytringer i Breve, vekslede inden for den tyske Kreds, gaar ud paa, at Rosencrone allerede Vinteren forud var bestemt til Bernstorffs Efterfølger, men hvor meget der ligger til Grund for disse Rygter, faar staa hen; at han selv skulde have brovtet deraf3), er imidlertid ganske urimeligt — det var overhovedet ikke den stilfærdige Rosencrones Sag at brovte. Om Frederik den Stores Indflydelse svirrede lige- ledes mange Rygter. Vist er det, at Juliane Marie allerede 11. Novbr., endnu før Bernstorff havde faaet Ordre om at søge sin Afsked, meddelte sin Svoger hans Fald og Rosen- crones Ophøjelse, og at Arveprinsen ved en egenhændig Skrivelse af samme Dato hjemkaldte ham fra Berlin4). Da Valget var truffet, udtalte Kongen af Prøjsen aabent, at Bernstorffs Fjernelse var et virksomt Middel for Bevarelsen af det gode Forhold til Rusland, og det er sikkert, at han i