Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

122 STIFTERE OG TILBLIVELSE hvert Fald ikke ansaa Rosencrone for uskikket til at træde i Bernstorffs Sted1). Kongen haabede, som han skrev til Rosencrone, at han i sit nye Embede maatte finde nye Veje til at opretholde og underbygge den lykkelige For- staaelse mellem de to Hoffer2). Dorothea Biehl understreger Prøjserkongens Indflydelse meget stærkt. »Enhver fornuftig«, siger hun, »følede en sand Misfornøjelse over at se saa ung en Mand som Baron Rosen- crone, der aldrig havde haft Lejlighed til at vise sit Pund, om han endog havde været betroet noget, at sættes til en saa vigtig Post som Minister for de udenlandske Sager, uden nogen anden Fortjeneste end Kongen af Prøjsens Rekom- mendation, en Ting, der hos en viis Regering havde været nok til at udelukke ham fra den, om han end havde besat alle mulige udkrævende Fortjenester og Indsigter; siden man kunde være vis paa, at Kongen af Prøjsen ikke gjorde det uden han var fuldkommen overbevist om, at Baronen enten ikke var i Stand til at kigge ham i Kortet eller og stod saa- ledes med ham, at han i alle Begivenheder kunde faa sine Ønsker og Hensigter opfyldte«3). Trods Malicen i Jomfru Biehls Udtalelser er der sund Sans i hendes Dom om Rosencrones Adkomst til det høje Embede. Kun naar man ser Sagen fra Hoffets og Guldbergs Synspunkt, kun naar man holder sig for Øje den Strid om Magten, der var Bernstorff og det Guldbergske Styre imel- lem, bliver der Mening i at sætte en Personlighed som Rosen- crone i Stedet for en Statsmand af Bernstorffs Rang. Naar Edv. Holm konstaterer, at Rosencrone var den før- ste Nordmand, der beklædte en Statsministerstilling i den dansk-norske Stat, og omfatter hans Udnævnelse som et Skridt i den stedse stigende Ligestilling mellem Danske og Nordmænd4), saa er det en Opfattelse, der næppe har nogen Grund i Virkeligheden. Rosencrone var netop saa meget