Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 123 Nordmand som Faderen var Islænder— og ikke mere. Han var født i Bergen, det er sandt, men var i sin Ungdom nær- mest Jyde og i sin Manddom mest af alt Kosmopolit. Intet lader formode, at han talte Norsk; hans Breve viser, at han ikke skrev særlig godt Dansk, men lettest og mest utvungent bevægede sig i Fransken. Fransk elskede han1). Var han ikke nogen betydelig Personlighed og havde han ikke særlig udmærket sig, saa var det dog gamle Bernstorff, en Mand, som havde et skarpt Øje for unge Talenter, der oprindelig havde trukket ham frem. Men det var Uret mod ham at stille ham paa Statens mest udsatte Post — saa vidt rakte hans Evner ikke. Under de forhaandenværende Forhold maatte Valget imid- lertid, næsten med Nødvendighed, falde paa ham. Som Hielm- stiernes Svigersøn stod han Hoffet og Guldberg nær, han hørte til den danske Kreds, der sluttede sig til Indfødsrettens Tals- mand. Man vilde uden om Bernstorff, og i Kredsen var ikke mange Emner at vælge imellem, naar det gjaldt Udenrigs- styret. Rosencrone havde gennemgaaet en lang diplomatisk Skole, havde reusseret ved Berlinerhoffet, der i Øjeblikket stod det danske nærmest — Rosencrone maatte være Man- den. Dertil kom, at han var en medgørlig Mand, som vilde finde sig i Guldbergs Overhøjhed. Thi Guldberg vilde føre sin egen Politik og styre den Kurs, ogsaa i den ydre Politik, som han ansaa for den rette; han lod ikke Bernstorff falde for at faa en lige saa selvstændig og handlekraftig Person- lighed i Stedet. Man kan sige, at denne Rosencrones Eftergivenhed — som Guldberg utvivlsomt regnede med — ikke var nogen klæde- lig Egenskab, men man kan ikke med Rette lægge ham den til Last. Ogsaa i vore Dage maa en Fagminister underordne sig Systemets eller Partiets politiske Linje, og Guldberg var Premierminister de facto, om end ikke de jure. Fejlen laa