Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

126 STIFTERE OG TILBLIVELSE dighed og haarde Haand, der undertiden skulde til. Med den russiske Afsending, Baron Carl v. Sacken, kom det i Foraaret 1783 til et skarpt Sammenstød, som nær havde faaet skæbnesvangre Følger. Russeren var en selvbevidst Herre, der en Gang over for Schack-Rathlou havde udtalt, at Rusland var et stort Land, Danmark kun et lille, og fra første Færd havde han betragtet Rosencrone som en Mand, han ingen Agtelse skyldte1)- Det odiøse Optrin refereres paa forskellig Maade. I et Brev til Ditl. Reventlow fortæller Bernstorff, at det var i et Selskab hos Schack-Rathlou, at Rosencrone efter en bevæget Ordveksel endte med en Be- mærkning om, at Sacken vist glemte, at han talte med en af Kongens Ministre, og at han var sikker paa, at Schumacher (den danske Gesandt i Petersborg) ikke talte saaledes til Grev Ostermann (den russiske Vicekansler); hvortil Sacken uforskammet svarede, at han heller ikke var Schumacher og ikke talte med Grev Ostermann2). Bernstorff sad den Gang paa Borstel i Holsten og havde Historien fra sine Referenter i København. Noget anderledes udtaler Guldberg sig i et Brev til Schumacher, hvori han meddeler ham Sagens Sammen- hæng; Guldberg stod jo Rosencrone langt nærmere og havde sikkert afæsket ham en Forklaring. »Jeg forsikrer Dem, min Ven«, skriver han til Schumacher, »at den Sindighed, som Rosencrone viste, havde jeg aldrig haft, og havde Sacken kneppet med Fingrene for min Næse og spurgt: est-ce ainsi que Vous répondes au Ministre de la Russie? Allés porter des plaintes sur moi, elles s’en iront en fumée, comme celles que Vous portâtes dernièrement à ma Cour. Havde han saa svart mig og saa behandlet mig, jeg ved ikke hvad Enden havde blevet. Rosencrone tog vist det bedste Parti, det nemlig at spørge ham med samme Gestus, om det var den, han brugte, naar han trakterede om Affærer, hvorpaa Sagen endtes«3). Denne Fremstilling giver et troværdigt Bil-