Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik
Forfatter: Eiler Nystrøm
År: 1925
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 548
UDK: 016.27(481 + 489) Hie
Udgivet Paa Direktionens Foranstaltning
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
STIFTERE OG TILBLIVELSE
127
lede af den besindige Rosencrone, der i videst mulig Om-
fang gjorde gode Miner til slet Spil over for en Afsending
fra en allieret Magt, som Guldberg og hans Parti satte alt
ind paa at staa sig godt med. Men Sacken gik videre, truede
med at skulle jage Rosencrone fra Embedet og gjorde Fore-
stillinger ved sit Hof om hans Afskedigelse. Slig en Behand-
ling oprørte Guldberg; »skulde en dansk Statsminister danse
fra sin Post«, udtalte han, »naar en russisk Envoyé ej maatte
begegne ham med Grovhed, saa Farvel Fædreneland; men
dertil er vi endnu ikke kommen og aldrig skal komme«.
Schumacher fik Ordre om ikke at røre ved Sagen, men
oppebie den russiske Kejserindes egne Foranstaltninger. Og
Sacken trak det korte Straa. Snart efter blev han hjem-
kaldt paa Orlov og gled stille ud af Sagaen1).
Forholdet til de danske Gesandter i Udlandet var godt,
kun i enkelte Tilfælde var der nogen Gnidning. Udsendingen
i Madrid Cai Fred. Reventlow, der som Søn af Ditl. Revent-
low stod Bernstorff nær, lagde ikke Skjul paa, at han saa
Udenrigsministeren over Hovedet, bl. a. stilede han nogle
Depecher direkte til Kongen — et udfordrende Brud paa
den tjenstlige Forretningsorden2). Ogsaa i dette Tilfælde op-
traadte Rosencrone eftergivende. Ellers stod han sig godt
med sine Gesandter, og da han 1784 notificerede sin Af-
sked, modtog han mange velvillige og taknemmelige Udta-
lelser for Samarbejdet3).
Der faldt naturligvis nedsættende Ytringer om Rosencrone
i hans Ministertid. Hans Afhængighed af Guldberg var ikke
vanskelig at faa Øje paa, Manden selv var ingen Molok,
man frygtede at røre ved. Men det blev kun til Skumlerier
i det skjulte — hans Retsind og Uegennytte var der intet
at sige paa. Det var en ganske malplaceret Ytring, den unge
femtenaarige Kronprins en Gang paa Fredensborg lod falde
over for Statsministerens Hustru, at hendes Mand vel mod-