Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 127 lede af den besindige Rosencrone, der i videst mulig Om- fang gjorde gode Miner til slet Spil over for en Afsending fra en allieret Magt, som Guldberg og hans Parti satte alt ind paa at staa sig godt med. Men Sacken gik videre, truede med at skulle jage Rosencrone fra Embedet og gjorde Fore- stillinger ved sit Hof om hans Afskedigelse. Slig en Behand- ling oprørte Guldberg; »skulde en dansk Statsminister danse fra sin Post«, udtalte han, »naar en russisk Envoyé ej maatte begegne ham med Grovhed, saa Farvel Fædreneland; men dertil er vi endnu ikke kommen og aldrig skal komme«. Schumacher fik Ordre om ikke at røre ved Sagen, men oppebie den russiske Kejserindes egne Foranstaltninger. Og Sacken trak det korte Straa. Snart efter blev han hjem- kaldt paa Orlov og gled stille ud af Sagaen1). Forholdet til de danske Gesandter i Udlandet var godt, kun i enkelte Tilfælde var der nogen Gnidning. Udsendingen i Madrid Cai Fred. Reventlow, der som Søn af Ditl. Revent- low stod Bernstorff nær, lagde ikke Skjul paa, at han saa Udenrigsministeren over Hovedet, bl. a. stilede han nogle Depecher direkte til Kongen — et udfordrende Brud paa den tjenstlige Forretningsorden2). Ogsaa i dette Tilfælde op- traadte Rosencrone eftergivende. Ellers stod han sig godt med sine Gesandter, og da han 1784 notificerede sin Af- sked, modtog han mange velvillige og taknemmelige Udta- lelser for Samarbejdet3). Der faldt naturligvis nedsættende Ytringer om Rosencrone i hans Ministertid. Hans Afhængighed af Guldberg var ikke vanskelig at faa Øje paa, Manden selv var ingen Molok, man frygtede at røre ved. Men det blev kun til Skumlerier i det skjulte — hans Retsind og Uegennytte var der intet at sige paa. Det var en ganske malplaceret Ytring, den unge femtenaarige Kronprins en Gang paa Fredensborg lod falde over for Statsministerens Hustru, at hendes Mand vel mod-