Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

128 STIFTERE OG TILBLIVELSE tog artige Presenter af Generalmajor Classen, den bekendte Industrimagnat, der havde Ord for at have sine Garn ude overalt i de højeste Kredse1) — en Insinuation, der var gan- ske virkningsløs over for en Mand som Rosencrone. Navnlig den tyske Kreds havde et Horn i Siden paa ham som paa alle de andre i den modsatte Lejr — disse Op- komlinger, disse borgerlig fødte roturiers. Den tyske Kreds følte sig som Overklassen, hvem Statens højeste Embeder rettelig burde tilfalde. Bernstorff selv indtog en værdig Stilling i Nederlaget. Umid- delbart efter sin Afsked gav han Rosencrone Underretning derom i en egenhændig Billet (af 14. Novbr. 1780), og det var tilsyneladende en skattet Medarbejder, han tog Afsked med2). Endnu vidste han næppe, at det var hans Efterfølger, men heller ikke siden var der aabent Fjendskab mellem dem. Han overlod Rosencrone sit Palæ i Frederiksstaden, for at denne kunde bo standsmæssigt som Udenrigsminister’ og gav ham Brugsret over Onkelens efterladte Bibliotek, der henstod i Huset. Bernstorff var baade en fornuftig Mand, hvem det ikke kunde skade, at en i alle Maader hensyns- fuld Medbejler færdedes i hans Sale og omgikkes hans Bø- ger, og tillige en praktisk Mand, der heller indkasserede en betydelig aarlig Lejeafgift end lod Palæet staa tomt, naar han selv forlod Hovedstaden3). Men Bernstorff saa derfor ikke med velvillige Øjne paa sin Eftermand, Mistilliden til ham søgte han ikke at dølge. Bern- storff havde foruden sine sjældne Statsmandsevner mange udmærkede Egenskaber, men unægtelig ogsaa en Svaghed for at tale nedsættende om dem, der havde Magten uden om ham — ganske i Modsætning til Guldberg. Under Struen- sees Styre som under Guldbergs holdt Bernstorff og hans Venner sig nøje underrettet om alt, hvad der gik for sig, og kommenterede det omhyggeligt i deres livlige Brevveksel.