Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 129 Det var sjældent velvillige, undertiden ogsaa uretfærdige Domme, der fældedes. Bernstorff havde ikke noget imod at se det Guldbergske Styre kørt i Grøften, og Ledelsen af de udenrigske Anliggender fulgte han med ærgerlig Mistro. I Begyndelsen af 1783 opholdt han sig paa et af sine han- noveranske Familiegodser og havde her faaet Efterretninger fra København om, at Schack-Rathlou, Moltke og Stemann — de to sidste var bleven Ministre efter Rosencrone — skulde have stillet sig i Opposition til Guldberg. »Det synes«, skrev han til Ditl. Reventlow, »at Guldberg nu kun regner med Rosencrone, hvad der giver denne en forbigaaende Indfly- delse, som ellers hverken er mulig eller naturlig«1). Han gav gerne sin Efterfølger et venligt Æselsspark, hvor han kunde komme afsted med det. Snart efter kom han tilbage til det samme Emne. »Misfornøjelsen vedbliver at være almin- delig«, skriver han i et andet Brev, »Stemann er den mest hadede Statsmand, Rosencrone den mest foragtede«2). Og da der ud paa Efteraaret er sket Forandringer i Bankens Di- rektion, hvorved bl. a. Schimmelmann er sat ud og to af Statsministrene sat ind i Stedet, erklærer Bernstorff, at det er mærkeligt, at man har kunnet finde Ministre, der paa et saa kritisk Tidspunkt — Seddelmasse og Udlaan var steget til en foruroligende Højde — er villige til at staa inde for den vaklende Kredit. Ukendskab med Faren er imidlertid en kraftig Støtte for Modet, skriver han med bidende Haan; jeg føler, at Modet vilde have svigtet mig; Eickstedt er frygt- løs, men jeg havde ikke troet, at Rosencrone ogsaa var det3). — Den Ringeagt, Bernstorff viste Rosencrone som Statsminister, staar i en lidt ejendommelig Modstrid med den Omstændig- hed, at Bernstorff i Sommeren 1780, da han endnu selv havde Magten, tilbød Rosencrone Posten som Gesandt ved det rus- siske Hof — paa det Tidspunkt vel nok den vanskeligste inden for Diplomatiet. Men Rosencrone vilde ikke4). 9