Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

130 STIFTERE OG TILBLIVELSE Bernstorff var spottende og overlegen i sine Udtalelser, men saglig og ikke ondsindet. Var han moderat, saa var der imidlertid andre, som ikke var det. F. Eks. Ludvig Re- ventlow, der i et Brev til Søsteren Louise Stolberg1) fra de nærmeste Dage efter Rosencrones Udnævnelse giver sine Følelser frit Løb. Rosencrone har ikke blot lejet Bernstorffs Hus og købt hans Vogn — skriver han — han vil ogsaa gerne have hans Tjenerskab. Han vil pynte sig med smukke Fjer, men glemmer hvem han er. Det har krænket Brevskri- veren at vide Rosencrone i dette Hus, men Christian (det er Broderen Chr. Ditl. Reventlow) finder det netop herligt, da Bernstorff saa er sikker paa at finde det tomt, naar han kommer igen. Det er mærkeligt, at den nye Minister ikke frygter for en Sammenligning, at han ikke stræber efter at mindske det odiøse i Situationen. Enhver retskaffen Natur maa nødvendigvis føle Tabet af Bernstorff dobbelt tungt, hans Blod maa komme i Kog, naar han ser en Rosencrone der, hvor Bernstorff før spredte Lykke og Velsignelse. Vil ikke enhver udbryde: Se Gøglerens Søskendebarn (der Neffe des Gauklers), hvor han pynter sig og puster sig op i den fremmede Glans, som han kun kaster Skygge paa! Saaledes var Tankegangen inden for den tyske Kreds. Rosencrones — fra Højadelens Synspunkt — obscure Her- komst var velegnet til slige Skumlerier, og ikke mindre hans Slægtskab med »Gøgleren« eller — som U. A. Holstein ud- trykker sig i sine Memoirer — »den berømte Pjerrot paa det Danske Teater«2). Dermed sigtedes til Aktøren Gert Londe- mann, den indsigtsfulde Fortolker af Holberg og Molière paa den under Frederik den Femte genoprettede danske Skue- plads. Naturligvis forstod man ikke at vurdere saadan Fortje- neste, og mindst i de tyske Kredse, rent bortset fra, at Sce- nens Børn efter Datidens Tænkemaade tilhørte en Pariakaste. Londemann var iøvrigt død flere Aar, forinden hans Næst-