Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 155 Denne hele Udvikling kan sammenfattes deri, at Stiftel- sens Genesis som videnskabelig Formidler oprindelig hæn- ger sammen med Hielmstiernes Samlinger og de Forplig- telser, som af Hensyn til dem paalagdes Datteren og Sviger sønnen i Ægtepagten. »Museum« oprettedes i nøje Tilslutning til Bogsamlingens Overgang i offentligt Eje, og dette Institut fik en ikke ringe Indflydelse paa Retningslinjen i Stiftelsens videnskabelige Virksomhed. Der er en indre organisk Sam- menhæng i alt dette. Grev Rosencrone havde haft et udmærket Helbred. »Na- turen havde begavet ham med en fast Legemsbygning, og han nød en sjælden afbrudt Sundhed« — som der staar i det tidligere nævnte Mindeskrift. Han havde næppe mærket Aarenes Vægt før mod Slutningen af 1811, da »Sjælens Ild svækkedes og Sindet tabte sin ejendommelige Munterhed«. Da han døde den 5. Decbr. 1811 i sit fire og halvfjerdsinds- tyvende Aar*), havde han virkeliggjort sit Valgsprog som hvid Ridder: Omnia Patriæ, ikke blot ved det personlige Arbejde, han efter Evne og Lejlighed havde ydet Fædrelandet, men ved bogstavelig at ofre det alt, hvad han ejede og kunde raade over, til sidste Hvid og Skilling. Rosencrones Fædre- land var Danmark-Norge, og selv om han nærmest hørte Danmark til, saa var Norge dog hans Fødeland, og han var norsk Stamhusbesidder. Derfor var Stiftelsen forstaaelig nok kommet til at gælde begge de forenede Riger. Men Forud- sætningen var det fælles Styre, og Ophævelsen af Rigernes Fællesskab bevirkede en tilsvarende Ændring i Stiftelsens Statutter. . Agnete Rosencrone overlevede ham i mere end et kvart Aarhundrede. Hun havde ingen personlig Tilknytning til Norge, og da Hoveddispositionen og Fundatsen toges op *) M. G. Rosencrone og Hustru er ligesom Svigerforældrene bisat i det stemnings- fulde St. Peti i Kapel i København.