Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

 156 STIFTERE OG TILBLIVELSE til Revision paa Grund af Tidsforholdenes Ændring, dels Pengekrisen 1813, dels Norges Afstaaelse, bortfaldt alle de Bestemmelser, der angik Norge. I den nye Hoveddisposition af 22. Juli 1820, hvorved Enkegrevinde Rosencrone iøvrigt udnævnte Højesteretsassessor Adam Müller og Professor Engelstoft til Stiftelsens første Direktører og Executores testamenti, hed det udtrykkelig, at »Hensigten med den af min salig Mand og mig oprettede Stiftelse ikkun har været at stifte Gavn i de danske Stater«. Derfor bestemtes det, at den ene Fjerdedel af Stiftelsens tre første Klassers Ind- tægter, som tidligere havde været tillagt Bergens Stift — hvor Londemann havde været Præst og Stamhuset var beliggende — skulde anvendes ligesom de tre andre Fjerde- dele. Hvad der i den forrige Disposition var bestemt for det norske Universitet, dermed skulde forholdes, »som om dette Universitet ikke var ble ven anlagt eller igen var ble- ven ophævet«, hvoraf fulgte, at Stiftelsens femte Klasse bortfaldt og dens Revenuer deltes mellem fjerde og. sjette Klasse. Ligeledes skulde det norske Videnskabers Selskab anses som »ikke tilværende«, og af Kunstnere skulde kun danske kunne nyde Understøttelse1). Den nye Fundats af 12. Januar 1822 ændredes i Overensstemmelse hermed. Stif- telsen fik kun fem Klasser og skulde kun virke i Dan- mark. Denne Ændring var ikke begrundet i national Modsæt- ning eller Misstemning af nogen Art, den var en Følge af Forholdenes Udvikling. Og den var tilsyneladende juridisk uangribelig, thi ganske vist var den ene af Legatstifterne død, men dels var den længstlevende efter Dispositionerne berettiget til at foretage Ændringer, dels havde Tidsom- stændighederne først efter Rosencrones Død taget den Ret- ning, hvori den begrundedes. Alligevel blev denne Ændring omstødt, saa at den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse