Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 157 trods Adskillelsen blev et varigt kulturelt Bindeled mel- lem de to i saa mange Aarhundreder snævert forbundne Riger. Allerede da den nye Fundats oprettedes, var man klar over det mislige i helt at eliminere Norge uden nogen Art af Kompensation, og samtidig indføjedes derfor et Tillæg i den nye Hoveddisposition. Enkegrevinde Rosencrone erklæ- rede i dette Tillæg (af 12. Januar 1822), at vel var det Ægte- fællernes Vilje, at Stiftelsen »kun skulde virke til Gavn for Individuer eller Indretninger, der vare undergivne dansk Regering«, og at de Bestemmelser angaaende Norge, der fandtes i Fundatsen af 9. Novbr. 1811, derfor ikke kunde være anvendelige, efter at Fællesskabet med Danmark var ophørt. »Men«, hedder det videre i Tillæget, »uagtet jeg saa- ledes klarlig indsaa, at det var ugørligt at underkaste et fremmed Riges Embedsmænd og Autoriteter Kontrol fra dansk Side eller at overdrage den danske Regering Over- tilsynet med Midlers Anvendelse i et andet Rige, og jeg der- for saa meget mere fandt mig forpligtet til at foretage de Forandringer, som Dispositionen af 22. Juli 1820 indeholder, saa nærede jeg dog den Tanke at give Norge et passende Ækvivalent for det, som det ej længer stod i min Magt at lade samme tilflyde«. Det bestemtes derfor, at der ved aarlig Henlæggelse af en vis Del af Stiftelsens Overskud skulde oparbejdes en Kapital paa 25000 Rbdr. Sølv, som, forinden Stiftelsen traadte i effektiv Virksomhed, skulde udbetales til Norge, saaledes at Universitetet i Kristiania fik 12000, Viden- skabsselskabet i Trondhjem 4000, og de resterende 9000 ud- betales til Bergens Bys Øvrighed. Kapitalen skulde i alle Tilfælde bevares under Navn af Rosencroneske (men ikke Hielmstierneske) Legater, som skulde anvendes i Overens- stemmelse med den ældre Fundats’ Bestemmelser, og ved Modtagelsen skulde de paagældende Autoriteter give Afkald