Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

24 STIFTERE OG TILBLIVELSE — ganske i Overensstemmelse med Tidens Tankegang. I den første Klasse, Æresmedlemmerne, tænkte man sig Folk som Rostgaard og Otto Thott, til den anden, de ordentlige Med- lemmer, der talte Navne som Gram og Holberg, kom Hen- riksen til at høre; den tredje, Adjunkterne, skulde bestaa af Studenter og ligestillede, der kunde besørge det mere haandfaste Arbejde og paa den Maade vinde deres Sporer1). Henriksen blev saaledes vel placeret. Men een Mand blev helt forbigaaet — Jacob Langebek. At Langebek følte sig forurettet, forstaar man let, vanske- ligere begriber man, at Gram, der dog maatte kende hans Værd som Historiker, kunde lade ham udenfor ved denne Lejlighed. Ganske vist havde han ikke Embede, var heller ikke optraadt i Litteraturen endnu, men var vel kendt i de Kredse, der hørte til i det nystiftede Videnskabsselskab. Som den kraftige Personlighed, han var, følte han bittert den Uret, der var begaaet imod ham, og lod sin Fortry- delse komme til Orde over for Vennerne. »Jeg uværdig bli- ver vel og Bud eller Fyrbøder derved«, skriver han ved Jule- tid til Terkel Kleve —, men han har i Sinde at betakke sig, indtil han kan fortjene Plads blandt de »rette Membra« ; i et Collegio, som just angaar de Ting, han i en otte Aars Tid alene har lagt sig efter, vil han nødig være Dreng under mange, som næppe har kigget i saadanne Ting »og ikke en Gang har ret Smag paa nogen Part af vore Antikviteter«. Til Gram udtalte han sig ikke, men til en god Ven, som gerne maatte bringe hans Ord videre. Samme gode Ven — det var utvivlsomt Henriksen — bragte ham den Tidende »som en stor Højtid og Naadesbevisning«, at han var fore- slaaet til Adjunktus, men — »Taksigelsen blev efter Naaden«, d. v. s. Langebek skulde meget have sig denne Ære frabedt2). Det var for Resten kun godt, at det gik som det gjorde, thi denne Tilsidesættelse gav ham Initiativet til »Danske Sei-