Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

26 STIFTERE OG TILBLIVELSE der nok vidste, hvordan Kappen skulde skæres, og heri var Langebek ham ogsaa underlegen. Kan være, at Langebek misundte Vennen denne Gave, vist er det, at han paa dette Tidspunkt jævnlig stikler paa hans Optræden og Væren. Til Kleve skriver han i Slutningen af 1742, at Henriksen ikke er enig med Kleve i de »parisiske Omstændigheder«; naar denne laster Supperne for Salt og Peber og finder Vinen og Lystighederne slette og maadelige, saa sætter hin tvertimod stor Pris paa alle tre Dele; »jeg for min Part«, ytrer Lange- bek, »faar aldrig store Tanker om Paris, hvor meget end mine derfra hjemkomne Landsmænd prædike om dens yp- perlige Fordele og søde Fornøjelser«. Det er rimeligvis ogsaa myntet paa den af Paris beruste Ven og Studiefælle, naar Langebek i Begyndelsen af det følgende Aar, ligeledes til Kleve, udtrykker sig saaledes: »Det er ingen Kunst at blive anset for lærd, naar Alverden anhører Folks ringe og op- blæste Visdom med Forundring, naar man ikke siger dem et Ord imod, giver dem Ret i alle Ting og antager hvert Ord som et Svar fra Oraculet til Delphis. Men kommer der en enfoldig dansk Litteratus, som endnu ikke har lært efter Hieronymi Danse-Bog regelmæssig at gøre Reverenser, i Færd med den stortalende Pariser, og af en taabelig Uhøflighed plumper ind i den højlærde Mands Tale med en liden og ikke ugrundet Indvending, kunde der let blive Splid i Kor- tet« ’)• Langebek var bitter, og Vennens Optræden mellem de Folk, som Langebek ganske vist omgikkes, men mere som underordnet Medarbejder end som Ligemand, kunde kun yderligere være ham en Torn i Øjet. Henriksen samlede Kredsens ypperste hos sig, især Videnskabens høje Beskyt- tere. Langebek beretter om et saadant lærd Gæstebud hos Sekretær Henriksen i Decbr. 1742, hvor alt var »saa præg- tigt, saa herligt, ut nihil supra«. Man var kun seks, men Sei-