Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

28 STIFTERE OG TILBLIVELSE følte sig hjemme og faldt til rette. Fornemhed ved Fødsel og høj social Stilling ækvivalerede ikke med Aandsoverle- genhed eller anerkendt Lærdomsstilling i det attende Aar- hundrede, hvor Adelskab og Rang endnu var af saa vidt- rækkende Betydning. Mellem Holstein og Gram f. Eks. var der et socialt Svælg, selv i den videnskabelige Verden vejede Grams Anseelse ingenlunde Holsteins høje Stilling op; endog en Mand som Henriksen voksede — ved sin Optagelse i Adel- standen —- Gram socialt over Hovedet inden dennes Død. Langebek var desuden en Smaamand. Henriksens Forhold til ham i disse Aar maatte nødvendigvis faa Karakter af en Slags Protektion, skønt det maa erkendes, at Henriksen bestræbte sig paa at behandle Langebek (hvis Overlegenhed han var klar over) paa lige Fod, medens Langebek, stærkt selvstæn- dig og selvfølende som han var, følte Trykket af sin under- ordnede Stilling. Heller ikke Gram kunde tænke sig at ind- rømme Langebek Plads i den toneangivende historiske Kreds — Gram kunde maaske endnu mindre end Henriksen se bort fra de ydre Forhold. I et Brev til J. L. Holstein (fra 1745) giver han en meget interessant Karakteristik af den 35aarige Langebek, hvoraf man nærmest faar Indtryk af en halvgammel mislykket Student, der paa Grund af egen Forsømmelse gaar for Lud og koldt Vand1). Gram er klar over, at han duer noget, han er »for sin Person et ganske skikkeligt og til ingen Last hengivet, ja et lærdt og habile Subjectum«, men man har ikke Følelsen af, at Gram i Lange- bek ser en af dem, der skal tage de store Opgaver op — det er den unge Suhm, som i hans Øjne er Fremtidens Mand. Langebek er stadig Studiosus, d. v. s. uden Embede. Han har nu gaaet saaledes i sytten Aar, og skønt han har sin teologiske Eksamen, har han set en Mængde Studerende af yngre Alder og ringere Lærdom befordret til Lykke og Vel- færd; hans Haab til Fremtiden, mener Gram, staar paa svage