Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 45 Indtægtstab ved Afskedigelsen udlignedes ved forøgede Ind- tægter fra Højesteret. Allerede 1753 havde han ca. 1500 Rdr i Kancellisportler (Luxdorph havde ca. 1800), og under Struensee, da Sportlerne faldt bort og Lønnen fikseredes, sattes den til 1700 Rdr. aarlig (Luxdorph fik 2000) ■). Hielm- stiernes Vederlag som Højesteretsdommer var vedblivende 500 Rdr., men i Rettens nye Reglement fra Decbr. 1771 sattes han til 1500 Rdr. og opførtes som ældste, højest lønnede As- sessor efter Justitiarius. Gagen kom endda til at løbe fra den Dag, han afskedigedes fra Kancelliet2). Struensee havde ikke fjernet ham af Uvilje eller personlige Aarsager af no- gen Art, hans Afskedigelse var i Overensstemmelse med den nye Instruks for Højesteret, hvorefter Rettens faste Asses- sorer ikke maatte have andet Embede eller andre Forret- ninger- en rimelig og saare prisværdig Foranstaltning, som den til Instruksens Udarbejdelse nedsatte Kommission selv komm °r, J*361’ f°r at HøJesteret i Fremtiden ikke skulde omme til at mangle Assessorer3). Derfor blev Hielmstierne askediget fra Kancelliet, medens Luxdorph (der vel var Assessor i Højesteret, men ikke hørte til de faste) blev sid- dende. Da Struensee var borte, bar Hielmstierne heller ikke stærkere Nag til den faldne Storhed, end at han (i et Brev il Jacobi fra 1775) kunde omtale ham som »den ulykkelige Konfusions-Magere«, der havde kuldkastet saa meget4). Yt- ringen viser, at Hielmstierne, som naturligt var, saa eensi- digt paa Struensees Reformarbejde, men tillige, at han havde Medlidenhed med hans Skæbne. Til Guldberg stod Hielmstierne i et nært og venskabeligt rorhold, hos Bernstorfferne synes han derimod ikke at have været i høj Yndest. Han hørte til en anden Lejr, var heller ikke Bernstorfferne fornem nok; trods sit Adelskab regne- des han i deres Kreds ikke til »la noblesse«, men til »la roture«, til det borgerlige Rak. Det var øjensynlig Bernstorff- saa eensi-