Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

46 STIFTERE OG TILBLIVELSE erne en Torn i Øjet, at Folk som Luxdorph og Hielmstierne var kommen nogenlunde uskadt gennem Struenseetidens Skærsild, da saa mange høje Embedsmænd, og navnlig la noblesse, faldt som Fluer, og at der oven i Købet var en Tendens til at lade disse Folk reussere paa det gamle Adel- skabs Bekostning. At den ældre Bernstorff havde faaet sin Afsked undertegnet i Embeds Medfør af Luxdorph og Hielm- stierne, skulde man ikke synes kunde vække hans Uvilje, men han omtaler dog denne Kendsgerning i et Brev fra Hamborg til Schack-Rathlou, synlig irriteret over, at Kon- gens Brev til ham om Afskedigelsen ikke var nok1). Under sit Ophold i Hamborg sender han gentagne Gange Med- delelser om Hielmstierne hjem til sin Brodersøn A. P. Bern- storff, i Reglen løse og uvenlige Rygter, der er naaet ham i hans Eksil. Kort før Hielmstiernes Afsked fra Kancelliet fortæller han, at Juel-Vind, den daværende Justitiarius i Højesteret, skal fjernes og Hielmstierne træde i hans Sted; »lorsque cela sera fait, la disgrâce de la noblesse danoise sera entière« — Hielmstierne hørte jo til la roture. Snart efter ved han at fortælle en Krønike om, at Hielmstierne skal være Justitiarius mod at Brandt faar hans eneste Datter til Ægte2). Det er tydeligt, at den ældre Bernstorff ikke var ham venlig stemt. Heller ikke Brodersønnen stod velvillig overfor »Hielm- stierne et sa clique«. Da Stiftamtmanden paa Akershus i Norge døde i Foraaret 1773 og man søgte en Efterfølger, foreslog A. P. Bernstorff Hielmstierne, skønt han meget tviv- lede om, at denne vilde modtage Embedet3). Hvilket slog til. Hielmstierne betakkede sig, han vilde ikke rives ud af de Forhold, hvori han havde indlevet sig. Det kunde se ud som om Bernstorff ønskede ham fjernet fra Hovedstaden, ønskede at blive en Mand kvit, der øjensynlig ikke var uden Indflydelse hos Guldberg. Ytringer i Bernstorffs Brevveks-