Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

50 STIFTERE OG TILBLIVELSE Krogerup, vilde jeg tro, at De præparerte Dem til Fasten; eller, om det var for gode Tanker at have om en Antiquario, at De brugte Préservatif for Skørbug eller at De agerte homme galant. Men nu maa jeg tænke, enten at De er rejst ekspres til Krogerup for at moquere Sig over vor stakkels By og for med Flid at glemme dens Indvaanere, eller jeg maa tro, at De paa Krogerup finder altid baade Sommer og Paris, og paa den Fod er det, jeg vil tage det, naar jeg undskylder Deres Forsømmelse i at skrive mig til« etc.1). Men det var ikke Hielmstiernes Sag at skrive Bøger, at give en mere omfattende historisk Fremstilling, og han blev efterhaanden selv klar over denne Mangel. Da Holstein som Videnskabernes Selskabs Præsident i 1758 ønskede en Udsigt over Selskabets Virksomhed og henstillede til Sekretæren at paatage sig dette Hverv, skød han Opgaven fra sig med den Motivering, at »Een, der havde en større Imagination og en habilere Pen end han, vilde paatage sig dette Arbejde, i Fald det skulde synes tjenligt at gøre Alvor deraf«2). Gjaldt det derimod litterære Opgaver, der ikke stillede Fordringer til direkte Medarbejderskab, undslog han sig ikke. Af Ole Worms latinske Brevveksling, hvoraf en Udgave var paa- begyndt 1728, men standset paa Grund af Ildebranden, købte han sammen med Luxdorph og Langebek Resterne paa Grams Auktion, fik Værket suppleret og udgivet paany 17513). De tre Mænd reddede paa den Maade en vigtig Kilde til Litterær- og Personalhistorien fra den visse Undergang. Af Hielmstiernes eget Forfatterskab blev kun trykt et Par Mindetaler. Suhm hævder, at Hielmstierne i Højesteret ud- mærkede sig »ved en mandig Veltalenhed, ved en klar, tydelig og behagelig Stemme«4), men Lovprisningskunsten mestrede han ikke som sin unge Ven Jacobi. Hielmstierne var en nøgtern Natur uden lyrisk Sving. Hans »Udkast til en Lov- Tale over den i Livet højtfortjente, nu salige Herre, Johan