Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

52 STIFTERE OG TILBLIVELSE men Damerne selv holdt ham for deres Heros«; men lige- som for at dette Indtryk ikke skal fæstne sig og skade den Værdighed, Taleren ønsker at forlene den afdøde med, skynder han sig ærbart at tilføje: »dog med alt det var hans Bibliotek hans kæreste Selskab, der ej kunde bedrage ham, og med det havde han saa stor Omgængelse, at han selv blev et levende Bibliotek«. Hielmstierne holdt denne Mindetale i Videnskabernes Sel- skab fire Aar efter Grams Død, den 10. Januar 1752, og det var i dette Selskab, til hvis Stiftere han hørte, at han paa sin Vis ydede sin Indsats i Tidens videnskabelige Liv. Han hørte til de altid mobile Medlemmer, der stedse var villig til at paatage sig Hverv af praktisk Natur, og han gennem- førte dem med Energi. Talen for Gram blev holdt »efter Ordre«, d. v. s. Hielmstierne blev udset dertil af Selskabet. Prof. Bernh. Møllmann havde straks efter Grams Død paa- taget sig det, men Aar gik efter andet uden at det blev til noget, og saa maatte Sekretæren tage Affære1). Hielmstierne var den, man faldt tilbage paa, naar et eller andet skulde udrettes og ikke blev det. Som Sekretær i Selskabet var han den rette Mand. Han beklædte Posten fra Selskabets Stiftelse i fulde 33 Aar, under Holsteins og Otto Thotts Præsidium, indtil han selv besteg Formandsstolen. Molbech opkaster det Spørgsmaal, om ikke Langebek — der unægtelig havde større videnskabelig Ad- komst til denne Post end Hielmstierne — vilde være bleven Selskabet en bedre Sekretær, men kommer til det Resultat, at man dog vist var bedst tjent med Hielmstierne2). Og Molbech har Ret — til Sekretær var Hielmstierne bedre egnet end Langebek, som i langt højere Grad var udsat for at distraheres fra Sekretærforretningerne ved sine egne videnskabelige Arbejder. Den Fare løb Hielmstierne ikke — af gode Grunde. Hans Forhold til Selskabet blev tvertimod