Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

54 STIFTERE OG TILBLIVELSE I Optræden og Udtalelser synes han at have hørt til de mere fordomsfri Elementer. Da der en Gang rejstes Ind- sigelse imod Philalethi (o: Suhms) Kritik af danske Konger, bl. a. Harald Blaatand, gav Hielmstierne (og Møllmann) »ved- børligt Svar«, som Benjamin Dass skriver i et Brev til Suhm '), idet de hævdede, at ingen Historieskrivning overhovedet var mulig, naar det ikke var tilladt at ytre sine Tanker om saa gamle Konger. Det synes os ikke egentlig revolutionært, men Tidens Syn paa Kongemagten var ogsaa et andet. Efter at han selv var bleven Selskabets Præsident og var kommen til at staa det Guldbergske Styre nær, kunde han dog nok vaage over, at Udtalelser fra Selskabet ikke skulde støde an paa højere Steder. Carl Deichman i Porsgrund, den bekendte Jernværksejer og Samler, sendte i 1777 nogle Afhandlinger til Selskabets Skrifter, hvori han udtalte sig om Danmarks slette Møntvæsen — naturligvis i ældre Tid; men for at undgaa Jævnførelser med Samtiden, hvis Mønt- og Bankpolitik ikke var uangribelig, synes Hielmstierne at have foreslaaet Ændringer, som Deichman ikke just var begejstret for; han havde visselig ikke villet røre ved Dagens Politik, men alligevel var det »ilde at nyttige Sandheder maa stikkes under Stol herudi som i meget andet«2). I Struenseetiden var Selskabet sin Opløsning nær, og det var Hielmstiernes utrættelige Iver, der reddede det fra Under- gang — med nogen Ret siger Jacobi, at uden ham havde det næppe været til3). Som bekendt blev Otto Thott i Slutningen af 1770 afskediget fra alle sine Embeder og trak sig tilbage til sit Gods i Sydsjælland. I Egenskab af Præses i Viden- skabernes Selskab var han udnævnt af Kongen og gik der- for ved sin Afskedigelse ogsaa af som saadan, og da Sel- skabet hidtil havde holdt sine Møder i Præses’ Hus, baade under Holstein og Thott, stod det saaledes pludselig uden Formand og uden Hjem. Kort efter Nytaar 1771 udgik en