Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

60 STIFTERE OG TILBLIVELSE en Mand, til hvis Indsigt og udstrakte Videnskab i den nor- diske Historie, Diplomatik og Sprog vi maaske i det første Aarhundrede næppe faar Mage — var Forstander for dette Selskab. Mangel paa Penge har gjort, at det har standset paa en Del Aar, og vor ypperlige Forraad af skrevne Sager, samt hans Capacité og Talent til at bruge og udgive dem til Publici Nytte, har ligesom været nedgravne. Han er den eneste Mand, som igen kan bringe dette Selskab og denne ypperlige Indretning i Aktivitet. Frederik den Vte har gjort sit dertil. Selskabet har en ren kongelig Benaadning og Re- solution, som hans Søn, vor nu regerende Konge, aldrig vil gøre til intet, naar Sagen bliver ham upartisk forestillet. Hav den Godhed at bringe Biskop Gunnerus dette med Efter- tryk til Gemytte; jeg taler ej for mig eller dig, nam nobis nec feritur nec metitur, men jeg taler for Publico«1). Bestræbelserne for at faa Magazinets Udgivelse i Gang lyk- kedes imidlertid ikke, og da Selskabet, navnlig efter Lange- beks Død, kom helt i Opløsning, fik Hielmstierne dets Pa- pirer og Samlinger i Forvaring og tænkte »med Tiden igen at oprette Selskabet« — som Etatsraad Augustin, en af de senere Medlemmer, udtrykker sig2). Det var et betydeligt historisk Materiale, baade i Omfang og indre Værd, bl. a. en Mængde Pergamentsbreve, som Hielmstierne tog til sig fra Selskabets tidligere Lokaler paa Charlottenborg og som i en senere Eftertid kom til Gehejmearkivet. Det er ogsaa rigtigt, at han forsøgte at faa det gamle Selskab paa Fode igen. Halvandet Aar efter Langebeks Død tog han Initia- tivet til dets Genfødelse ved sammen med Resterne af de gamle Medlemmer og nogle nye Mænd at søge tilvejebragt offentlige Midler til Fortsættelsen af Danske Magazin, hvor- til Luxdorphs Amanuensis, den af Peder Paars-Udgaven 1772 fortjente Laurids Schov, var udset til Redaktør. Bestræbel- serne bar for saa vidt Frugt som Selskabet atter levede op