Fredens Mølle
Et Stykke Industrihistorie

JOSEPH OWEN 51 Heller ikke dette Stormløb førte til Maalel, men der- for blev Owen ikke træt af at indgive nye Ansøgninger, og efterhaanden naaede han saa godt som Alt, hvad han søgte om. I Avgust 1823 opnaaede han at faa til- bagebetalt, hvad han af Extraafgiften af 1802 havde erlagt for Udførsel til Udlandet af Benkul, i September 1824 blev det forment Sukkerraffinaderierne toldfrit at indføre Benkul i Henhold til deres Privilegier, ogsaa de skulde erlægge Told i Henhold til Plakaten af 12. No- vember 1822, og endelig blev der ved en Plakat af 20. Avgust 1829 lagt en Udførselstold paa raa Ben af 10 Sk. pr. 100 Pd. Som man ser, varede det længe, inden Owen naaede ikke et Udførselsforbud, men en Udførselstold paa de raa Ben, og selv dette ringere Resultat, der dog selv- følgelig spillede en Rolle for ham, havde han først naaet efter en særlig Anstrengelse, en direkte Henven- delse til Frederik VI, fra hvem saa lians Ansøgning blev tilstillet Kollegiet. Owen gik her, som altid, frem med sej Energi, men paa den Tid stod han ogsaa i en ny Virksomhed, der krævede store Anstrengelser. Han havde ikke længere kun en lille Benmølle paa en lejet Plads paa Østerbro, han stod som Ejer af en langt större Bedrift i Fredens Mølle. Men inden vi komme ind paa den herved skete væsentlige Forandring i hans Stilling, skal der gjöres opmærksom paa, at han i 1824 havde søgt at faa et Sukkerraffinaderi tilkjøbs. 1798 var der i Kjøbenhavn 18 Sukkerraffinaderier, der alle havde fuldt op at gjöre. Men i de onde Tider, som det nye Aarhundrede førte over Landet, gik det tilbage med denne Industri. I en Skrivelse af Februar 4*