Om danske Sæbesyderier og Oliemøller
ved Odense Sæbesyderis 150-Aarige Bestaaen 1753 - 10. Oktober - 1903

KJØBENHAVN HAB ENERET. bl. A., at Alle, der handle med Sæbe i Kongens Riger, skulle forskrive den fra Kristianshavn, kun Sæben fra Amsterdam kunde vedblivende indføres, men dog ikke uden videre; den skulde ledsages af en særlig Attest fra Amsterdams Borge- rn estere, om at den virkelig var tilvirket dér efter de dér gjæl- dende Regler, og saa skulde den fortoldes med fire Rigsdaler lønden. Herman Jagers Sæbe skulde kj endes paa, at hans lønder tegnedes og brændtes »med vores kongelige Tegn, de tre Løver«. Hans Virksomhed støttedes paa alle Maader, og maa sikkert være gaaet godt. 1668 er der Tale om, at han vil »nogle Oliemøller paa sin egen Grund udi sin Baggaard«; han tænker med andre Ord paa selv al tilvirke sit Raamateriale’ Men han naaede næppe saa vidt; hans Oliemøller havde Mod- stande] e. Curt Adeler, der var hans Nabo, protesterede imod dem af Hensyn til deres Brandfarlighed.1 I Begyndelsen af 1671 maa han være afgaaet ved Døden og mærkeligt nok uden al efterlade sig Noget. Det hedder, at hans Arvinger »med Fattigdom Hus og Brug maatte kvittere«. Og sikkert er del, al Kongen og Kommercekollegiet har svært liavll med al faa Sæbesyderiet fortsat. Kjøbenhavns Kræmmer- lav er strax paafærde med en Ansøgning om nu, da Sæbeværket ligger stille, at maatte indføre tredive Læster Sæbe til den for- rige lold. Men det, mente Kommercekollegiet, burde ikke tilstaas. Fik de Lov til al indføre cl saa stort Kvantum, »skulde ikke Nogen paa Aar og Dag kunne her syde Sæbe, og skulde saaledes den Manufaktur dermed næsten cessere.« De fik kun Lov til at indføre sex Læster. Kollegiet var levende beskjæf- tiget med at undersøge, paa hvilke Betingelser det kunde til- lades dem, der kjøbte Jägers Hus med tilhørende Redskaber og Materialer, at forisætte Værket, og under 29. Marts 1671 ud- kom der et kongeligt Brev herom. Men Sagen gik hverken hurtigt eller let. Der gjorde sig forskjellige Interesser gjæl-’ dende, Kræmmerne have næppe været passive, og saa bestemtes det i September 1671, at Værket skulde sættes til Avktion, saa kunde de »to Parter« ved den udkæmpe deres Kamp, idet Kollegiet dog holder paa, at det skulde staa den Part, der ikke scjiede yed Avktionen, frit for, »om den saa behager, paa egen Bekostning her i Staden el andet Sæbeværk al opsætte«.2 13