Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

98 DEN OFFENTLIGE SKOLE, digheder vil netop den gennemførte Selvbeherskelse, der sætter én i Stand til at tie, i mange Tilfælde være Prøvestenen for, at man som Lærer er en Personlighed. At kalde denne Selvbeherskelse et Tryk er næppe rigtigere end at kalde et Menneskes Lydighed mod Loven eller mod det moralske Livs Fordringer et Tryk. I ethvert Tilfælde er det et Tryk, som i en eller anden Form hviler paa enhver Opdrager; bestandig maa han lade sin Optræden lede af Tanken om, at han staar overfor et Barn, d. v. s. et uudviklet og umodent Væsen, for hvilket Sandheden i sit fulde Omfang endnu ikke er tilgængelig, bestandig maa han derfor trække fra i Fremstillingen af sin Overbevisning, bestandig lempe Udtrykket derfor efter Barnets Standpunkt, med andre Ord, bestandig tie, hvor han, om den hele Sandhed skulde frem, maatte tale. Man kan, om man vil, sige, at det er en fortsat Resignation, der kræves af Læreren; men man maa da ikke glemme, at Resignationen er en Luft, i hvilken nødvendigvis hver den maa kunne aande, der som Opdrager vil ofre sin Kraft paa et andet Væsens Udvikling. Og her er ikke Tale om den Resignation, der følger af bestaaende Forholds udvortes Tvang, men om den, der udspringer af selve Opgavens Natur. Særlig er Historieundervisningen nævnt som den, der skulde volde uovervindelige Vanskeligheder. „Hører da virkelig Historien til „den store Enighedsverden“, saaledes at de ikke-troende kan finde sig i de Vilkaar, vi maa stille?“ lyder det fra troende Side („V. U.“ 83 S. 351). Hvis man ved Historie forstaar den naturlige Udviklingsgang, gennem hvilken levende Væsner Skridt for Skridt faa deres Evner udviklede, og særlig Indbegrebet af alle de Veje, ad hvilke Menneskeslægten med