Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

RELIGION OG SKOLE. II. 135 menhæng med, hvad der paa andre Omraader end det pædagogiske, f. Eks. paa det politiske, det sociale eller det religiøse, befrugter Tankerne i Nutiden. Ligeoverfor Skolens faste Organisme hævder Skriftet derfor Barne-individets Ret: „Den Indvending vil altid kunne gøres imod Skolen, at den skærer alle over én Kam, hvorved den enkelte idelig er udsat for at blive mishandlet. Naar man vil udtrykke det meget strængt, kan man kalde Skolen en Prokrustesseng. Som bekendt lod Pro-krustes hver ny Gæst ligge i den samme Seng, men forlangte, at han skulde udfylde den: var han for kort, strakte man ham, til han naaede Endestykkerne; var han for lang, skar man et Stykke af .ham. Naar Ende-maalet er at vække den slumrende Individualitet til selvstændig Udvikling indenfra, maa det erkendes, at denne Udvikling kan hæmmes baade ved det tillærte, skarpt tilhugne Stof, Kundskabsmaterialet, og ved den tillærte, efter det givne Mønster altid afpassede Fiem-stillingsmaade. Børn, der kun faa en saadan eksercitsmæssig Undervisning, ville derved utvivlsomt kunne tilegne sig gode Vaner, hvorved det indre Liv bliver reguleret: de ville kunne blive rigtig velopdragne, foi Samfundet brugbare Individer, det vil sige saadanne, som kunne gøre rigtig god Tjeneste, komme, naar man siger: kom, gaa, naar der siges: gaa, Men hvad om nu Sjælens Kilde, hvoraf den frie, skaberiske Personliglighed skulde udvælde, imidlertid udtørres? For Individualiteten bør der være Spillerum, Lejlighed til indre Udfoldelse; men dette Krav kan ikke fyldestgøres uden ved en Undervisning, der med Varsomhed søger at lede den indenfra kommende, urolige Udstrømning, idet den anerkender, opmuntrer og hævder den. Kun den fri, hjærtelige Samtale, til hvilken der ingen Plads eller